334 / 433
Til Trods for Konferencen i Berlin
Og for den evropæiske Koncert er
Ej blot i London, Petersborg og Wien,
Men overalt en Frygt i mange Hjerter,
At «Enigheden#, hvormed man beværter
Halvmaanens Sønner, blive skal til Grin;
Thi Gladstones nyeste Spektakelstykke,
«Demonstrationen», gjør ej megen Lykke.
Paa Adriaterhavets stolte Bølger
Evropas Flaader krydse, klar til Slag,
I Spidsen pranger Gammel-Englands Flag,
I Englands Kjølvand Rækken villig følger.
Imod Dulcigno man sin Harm ej dolger:
Den bombarderes skal en skjønne Dag;
Men naar der saa bli’er Tale om en Landgang,
Saa bli’er det hele muligvis en Vandgang.
Men medens man med denne Trøst beroliger
Den offenlige Mening fjernt og nær,
Sker der i Irland, hvor mau længst fortrolig er
Med brittisk-tyrkiske Reformers Værd,
Adskilligt, som nok tyder paa, at der
Man finde kan Elendighedens Boliger
Og træife Sidestykker til Skandalerne
Ved Regimentet under Hestehalerne.
Dog lad Evropa og de irske frække
Misdædere gaa deres skæve Gang!
Vi har dog ogsaa Synder her, som vække
En stor Opmærksomhed i Danne-Vang;
Tænk blot: Bag Nørregades Lamperække
Man nys har kopieret Hermann Bang!
Slig Adfærd mod en Neger, der «privat» er,
Af Marken slaar de irske Attentater.
Derfor Viktoria-Pressen med en Røffel
Paa Stedet kom till Pi o og til Watt;
Teatret af dens Neger staar forladt,
Fordi man ham behandled* som en Bøffel.
— Men hvorfor i Alverden ta’er man fat
Og gjør en slig ulykkelig «Kantøffel*
Til Nar for Publikum, maa her man spørge?
— Det kan han selv langt bedre jo besørge.
Fru
Sørensen.
Ja, sødeste Fru Schrøder, jeg
tror, ved Gud, næsten ikke, vi har set hinanden i de
sidste tre Uger, og saadan som Tiden dog løber, naar
man har Storvask og Vmterrengjøring i Udsigt og jeg
var saamæn nær ikke kommen herop i Dag heller, for
ligesom jeg skulde til at gaa hjemme fra, kommer
Bogpakken fra «Nikodemus», saadan ved De jo nok,
det Læseselskab hedder, vi er i, og man kan jo ikke
kjøbe Alting, saa man er nødt til det, naar man vil
følge med, og der laa en Bog, der hedder: «Hvad der
bliver af Vilhelm Bech», som jeg naturligvis tænkte
var en Roman og vilde jo saa gjerne se, hvad der blev
af ham, men saa maatte jeg alligevel først hen til
Juliane at se, hvordan lille Ambrosius havde det i sin
Mave, og Tak skal De have, meget bedre, søde Fru
Schrøder, og der hørte jeg saa, at det var slet ingen
Roman, men en Prædiken, saa den kan jo godt vente,
og nu vilde jeg da op og se, hvordan De havde for
vundet den slemme Krillerhoste, De havde sidste Gang,
De var hos os, og som jo er meget generende, baade
for En selv og for. andre, der skal høre paa det, og
saa vilde jeg fortælle Dem noget om Teatret, for,
ser De, søde Fru Schrøder, vi har jo ikke taget Loge
i det kgl. Teater i Aar, fordi, naar man har havt baade
Sarah og Fonsant der, saa er det andet altfor tarveligt
bagefter, og saa maa man hellere gaa paa Sekondte
atrene, hvor man dog faar franske Stykker, som minder
om Paris, saa man kan holde sin Udtale vedlige, naar
man hører Navnene, og jeg skal nok komme herop og
fortælle Dem Stykkerne bagefter, søde Fru Schrøder,
og Frits Grønbæk følger altid med mig derhen, hvad
der jo hjælper meget til Forstaaelsen og Kritikken, og
han gjør det baade for min Skyld og fordi han siger,
at nu, alle Skuespillerinderne paa det kongelige efter-
haanden gifter sig, saa er Sjarmen forbi for hans Ved
kommende, og han kan lige saa godt lade være at gaa
der, og jeg tror nu han er ulykkelig over En af dem,