330 / 433
322
Det nye Venstre,
é«ong CHRESTEN lægger ned sit Sværd
Med Heltesmil paa sine Trumfer;
Glad iler han til ny Triumfer
Blandt Vælgerfolkets Kor}'-Fæer.
Snart Højres Magt er kun en Skygge;
E t Venstreflertal vil han bygge,
Som trodser selv
HIN L
e b r e s
Kneb.
Bring
E
d v a r d
op paa Chr i s t i ansborg!
Og giv ham Plads hos mig paa Sædet,
Som
G
o t t l ie b
P
e t e r s e n
har glædet,
Naar hans Proces ham volded’ Sorg.
Thi EDVARD han er ny
i
Hætten;
Han krydre vil os Folke-Retten
Med Hvidløg og usyret Brød.
Den Yngling, som sin Foraarstid
I Holbæk i mit Blad sig øver,
Trods nogen halv-studeret Røver,
Og gi’er mig Frugten af sit Vid,
Skal om Diæt han længer lede?
N ej, D
ø n
NERGAARD, som
Tingets Hvede
Mod
B
o js en s
Klinte du skal staa!
Skjønt Kongens Kjøbenhavn er slem,
Og det
v a r
en uheldig Stund,
B
e r g
,
A t du fandt paa at holde M
unb
-B
erg
Som Venstreicandidaten frem,
Saa trøst dig over Nederlaget,
Du har forstaaet at vise Flaget
Og har bekjendt i rød Kulør.
Og kraftig Marv i Venstre gror,
Mod Højre tør det gaa i Kampen,
Thi det har Folk, som en paa Lampen
Kan faa trods nogen Bjørn i Nord;
É n L
e r c h e
k a n v o rt L a n d stin g tæ lle,
Men Folketingets brave
SCHELDE
Kan hamle op med slige ti.
Derfor i denne glade Tid
Vor
BERG
vi prise for hans Sejre
Og for de tvende sorte «Negre»,
Han os i Tinget skaffed’ hid.
Hav Tak for
D
ø n n e r g a a r d
og
B
r a n d e s
I
Dog selv om disse aldrig fandtes,
Saa har vi dog vor
C
h r e s t e n
B
e r g
.
Den lykkelige Familie.
Frit efter H. C. Andersen.
rigtig nok
*Morgengnavet»;
holder man det foran paa
sia lille Mave, naar man spiser Frokost, kan man godt
faa KoJerine de/af, og lægger man det paa sit Hoved
i Varmen, saa er det ligesaa godt som et Styrtebad*
saa vandet er det. Aldrig trykkes der et
Morgengnav
alene, nej, hvor der trykkes ét, trykkes flere, det er en
stor Dejlighed og al den Dejlighed er Venstremad.
De rigtige gamle Yenstremænd, som Godsejerne i Ok«
toberforeningens Dage spiste til Aften med i
Hotel
Phønix
og sagde: «Oh hvor vi ere gode Venner!» for
de troede nu, at de vare det, de levede af Venstre
blade, og derfor bleve Venstrebladene stiftede.
Nu var der etMinisterium, hvor man ikke længer
vilde spiste til Aften med smaa Bønder; Oktobristerne
var uddøde, men Venstrebladene vare ikke uddøde, de
voxede og voxede over alle Gange og alle Bede, man
kunde ikke faa Bugt med dem — og der inde under
det største Skræppeblad — saadan kaldtes det, fordi
det altid skræppede saa højt op — sad to rigtige
ægte gamle radikale Snegle.
De vidste ikke selv, hvor gamle Yenstremænd de
vare; men de kunde godt huske, at de havde været
mange flere, og vare af fornem Familie, de vare be
slægtede med Talmajestæten, og den ene af dem havde
Titel af Kongen af Bogø, den Anden var hans Over-
hofspyttebakkeoverbringer og Vasal. De vidste, at
for deres Skyld vare alle Bladene stiftede. De havde
aldrig været udenfor, men de vidste, at der var endnu
Noget til i Verden, som hed «Taburetten», og der
oppe fik man Portefeuille under Armen og trekantet
Hat paa Hovedet og Nøgle paa Bagen, men hvad der
videre skete, vidste de ikke. Hvorledes det iøvrigt var