42 / 433
35
voxen (Latter), nej, han mente, at hver Mand var fuld,
nej, at hver Mand var 12 Aar nej, at hver 12te Mand
var 13 Aar, nej, at hver 12te eller 13de Mand var
beskænket.
Borgemesteren
havde ikke udtrykt sig saaledes.
Svedskelsen
vidste det nok, men de bare Mennesker løb
fulde, — han mente, de fulde Mennesker løb bare rundt for
ham. Han trode, Ulykken kom af det fusselfri Korn
brændevin; men man skulde blot drikke taffelfri Fussel-
aquavit (Latter). Jo, det kunde enhver selv læse sig til
paa Flaskerne, naar det stod der, og det gjorde det, for
det havd han selv læst i Vinduerne; for han drak aldrig
Brændevin, uden naar han havde Fremmede; men det
havde han rigtignok tidt (Latter). Og saa mente han
ogsaa, det vilde være heldigt, for at indskrænke Brænde*
vinsdrikningen, naar man løftede Tolden paa Brændevin.
Glarmester
Svendsen
trode, at man maatte sætte en
højere Pris paa Sprit, ja han mente Penge, for saa vilde
man maaske paa anden Maade sætte mindre Pris paa
Sprit; og satte man en mindre Pris paa Sprit, ja han
mente Penge, saa satte man maaske paa anden Maade en
større Pris paa Sprit.
Kjøbmand
Sørensen
vilde opfordre Byraadsraedlem
merne til at gaa i Byen. Det var nødvendigt, naar man
vilde lære Forholdene at kjende. Og man maatte have
sine øjne med sig, naar man gik ud. Taleren havde for
kort Tid siden paa én af sine Vandringer oplevet Ting,
der i denne Forhandling vilde være af en sørgelig Inter
esse. Han var sidste lille Juleaftens Dags Eftermiddag
henimod Aften gaaet udenom Byen og vilde først have
gaaet op over Bakken, men besluttede derpaa at gaa
nedenom og bjem. Da han kom forbi Ølstyks Beværtning
og her hørte Larm, gik han nærmere og kastede sine
Øjne ind gjennem et aabentstaaende Vindue. Og hvad
saa han der? — Kuchenbager Melby, der som bekjendt
nød de vaade Varer med en Ivrighed og i et Omfang,
Bem hans tørre Brød kunde misunde ham; en Bolle ry
gende Puns stod paa Bordet, halv- og helfulde Personer,
Flasker og Glas stod, laa eller trillede rundt om, og midt
paa Gulvet stod Melby, med Drukkenskabens sørgelige
Livlighed malet i sine tindrende Øjne og i sin røde
Næse samt i de flammende Kinder, hvor Blodet var
traadt ud i Porerne, saa hans Ansigt lignede en Blod
appelsin (Bevægelse). Man vidste jo, at den smukke
Madam Melby krydrede Mandens Brød i en overordenlig
Grad, og at det var hendes Skyld, at Melbys Horn vare
bekjendte over hele Byen. Og med Allusion hertil havde
nu En, uden Melbys Vidende, sat en Indretning med to
Horn paa hans Hoved under den drukne Forsamlings hy
lende Bifald (stærkt Røre). Hvad der videre var bedrevet
af denne Samling Svirebrodre, det havde Taleren ikke s e t ;
thi han var i Harme gaaet fra Samlingen (voldsomt Rore).
Og saa optaget var han af, hvad han havde set, at han
i Tanker gik ind i Gjæstgivergaarden og ikke kom til sig
selv igjen, før han saa, at han havde bestilt en Toddy
som han derpaa drak med Ønsket om, at hans Medborgere
maatte drikke mindre i det kommende Aar (Bifald). Og
det var nu hans Mening, at man skulde søge at mod
virke Spritforbruget ved Dannelsen af en Totalafholdenbeds
forening (stærkt Bifald).
Vinhandlere
Lung
hævdede, at man bedst modarbej
dede Princippet Alkohol ved at give Folk mindre alkohol
dige Drikke og da navnlig Vin. Han talte kun i sine
Medmenneskers Interesser, naar han sagde, at han paa
Lager havde fuldstændig billige Vine, der nydt med Maade-
hold vilde virke styrkende paa Organismen. Alkohol var
jo Ild; men en god Vin, derimod som han vilde nu sige
en let og billig J u l i e n — for Ex. saadan som den, Taleren
i— — —
--------------------------------------------------------------
førte — den rislede jo som en duftende Kilde ned i
Halsen, regulerende Blodomløbet og Hjerteslaget, anime
rende Appetiten og styrkende Maven; kortsagt oplivende
Livsaanderne (Tilslutning). En saadan Vin, nydt i et pas
sende Omfang, vilde sikkert styrke den lavere Middelklasse;
og han vilde ligefrem udtale det som sin, maaske noget
sangvinske Forhaabning, at Udval ge t t il Fo l k e op
l y s n i n g e n s F r emme vilde tjene Folkets Tarv bedre
ved gratis Uddeling af en let Rødvin end ved Kolporterin-
gen af en nok saa let Lekture.
Skomager
Kruse
hadde engang hat en gammel Onkel,
der døde mens han levede (Latter), ja, mens han levede
et ordenlig Liv; og han sagde altid: »Sperretus ka
s g u a l dr i g skadel» — Og det var et sandt Ord. Og
det trode han ogsaa, for som nu for Ex. til Blankesværte
brugte han altid Brændevin, og det blev Støvlerne jo gode
af. Kom man derimod fou meget Vand i Sværten, saa
vilde Fodtøjet lide derunder, som han engang havde hat
et Tilfælde med et Par Halvstøvler, som en af Drengene
havde spoleret, fordi han hadde fortyndet Sværten med
Vand og selv drukken Brændevinet; men det kom nn ikke
Sagen ved. Og naar han havde set paa Kornet, som de
lavede Brændevin af, saa havde han tidt tænkt paa, at
det saa da ganske fusselfrit ud; og der skulde heller ingen
faa ham til at tro paa den Snak om Fussel (Latter). Ja,
de maatte gjerne le; men det var Vandet, som edelagde
det rene Væsen, andet Fussel var der saamænd ikke til.
Og saa vilde han bare sige, at han ikke forstod Hr. Sved
skeisens Udsagnsord at, naar man løftede Tolden, drak
man mindre; det syntes han, snarere blev Tilfældet, naar
man trykkede Tolden ned. En Ting vilde han sige til
Slutning, det
\a r Perikum l
Det var en væmmelig braodgul
Blomst, men saa snart den kom paa Brændevin, skinnede
den som de dejligste røde Saffianssko, og det skulde Ingeu
bilde ham ind, at nogen Fussel kunde fremkalde saadan
en Kulør! Og han hadde selv en Svend, der drak Perikum
hele Aaret om og selv samlede den, og han hadde aldrig
hat en Svend, der saalede saadan; — men det kom nu
ikke Sagen ved.
Prokurator
Justesen
takkede de forskjellige Talere
for deres Bidrag til Diskussionen om dette Flaske-
foer, hvor Stridens Æble var et Flaske-Æble.
Han
takkede særlig Lung for den
point d'esprit,
hvormed
han havde benyttet Lejligheden til at gjøre Propaganda
for sin Rødvin, som Taleren var overbevist om, Ingen
vilde blive forfalden til; han roste Sørensen for den Maade,
hvorpaa han havde grundlagt Totalafholdenheden ved at
stikke dens Fjende, Toddyen, helt ud, han morede sig over
Svedskeisens Ytring om at læse paa Aquavitflasker i Vin
duer, naturligvis i Butiksvinduer; men raau kunde jo ogsaa
selv have en Flaske staaende i Vinduet Han vilde der
næst gjærne vide, hvad Borgemesteren mente med, at der
fandtes et Udskænkningssted for den 12te eller 13de Mand.
det var dog rart for disse to Personer at vide, for hvem
af dem Beværtningen egenlig stod aaben.
Borgemesteren
fandt sig ikke beføjet til at svare paa
et 'saadant Spørgsmaal.
Justesen
kunde saa godt forstaa det og han skulde
til Slut bare foreslaa, at en fusselfri Komité bestaaende
af d'Hrr. Svendsen, Svedskelsen og Kruse blev afsendt til
Drammen, med mindre Kruse foretrak, at Drammen blev
sendt til Komitéen. — Sagen blev henvist til det staaende
Udvalg. — Mødet hævet Kl. 101/*.
*
*
Naar man slaar blandt en Flok Nepoter, er der altid
en
F e n g e r ,
der
ømmer iig.