129 / 209
STORMEN PAA KJØBENHAVN.
117
Kavallerigeneralen Gus t av Bané r afmarscherede tilvenstre over Lygten
mod Vartov.
Som alt antydet var det med stor Fortrøstning og Tillidsfuldhed,
at Ca r l Gu s t a v skred til Udførelsen af sit natlige Værk. Saa vis
var han, mærkelig nok, paa et lykkeligt Udfald, at han nogle Dage
iforvejen havde udfærdiget Gavebrev til en af sine Mænd paa en af
Kjøbenhavns Gaarde, og nys havde han indstiftet en ny Tapperheds-
Orden, den han med det Hang, han stedse havde til at paatrykke
sine Erobringstog et kristeligt Præg, kaldte for »Jesu-Ordenen«, og som
skulde uddeles i Kjøbenhavn til dem, som havde udmærket sig mest
ved Stormen. Han havde ogsaa forstaaet at indgyde sine Tropper den
Tillid, der besjælede ham selv og vinde Stemningen i Hæren for
sin Plan. Soldaterne, hvem den strenge Tugt, der herskede i Lejren,
vel begyndte at kjede, og for hvem det maatte være fristende at
ombytte de kolde Barakker med de lige for deres Øjne liggende
lune Vaaninger i Kjøbenhavn, hvem Haab om Bytte og Hæder des
uden vinkede, gik med Lyst og Frejdighed i Kampen. At For
visning om Sejren og Tro paa Sagen ogsaa var tilstede blandt
Troppernes Førere, kan ganske betegnende ses deraf, at en af de
højere Befalingsmænd Dagen forud befalede de Bønder, der havde
Kornleverancen til hans Troppeafdeling, at give Møde med Kornet
næste Morgen udenfor Kjøbenhavns Porte, idet han regnede paa at
kunne sælge det i Byen med stor Fortjeneste. Enkelte advarende
Røster lode sig dog høre imod Udførelsen af Vovestykket. Wr ange l ,
der ubetinget var imod ethvert Forsøg mod Kjøbenhavn, hvis Række
vidde ikke kunde overses, var vel ikke tilstede, og hans vægtige
Stemme, den eneste, hvorfor Kongen maaske bøjede sig, kunde
derfor ikke lyde i Raadslagningen, men den efter ham Næstkomman
derende, den saaredé Feltmarsk Ot to S te nbo ck, var navnlig efter den
alvorlige Lektion, han og hans Tropper havde faaet ved Skinangrebet
den
9
. Februar, ugunstig stemt imod Foretagendet; den kløgtige Er i k
Dah l b e r g , tidligere en af de ivrigste Talsmænd for at bemægtige
sig Kjøbenhavn med stormende Haand, ansaa det nu for utilraadeligt,
og en anden af Kongens Yndlinge fra hans Prinsetid, Kavalleri-
obersten Hans Mørner, en djærv og forvoven Kriger ligesom Dahl-