132 / 209
1 2 0
STORMEN PAA KJØBENHAVN.
lil hver af Fersens og Wawassors Stormkolonner hørte desuden
en Av a n t g a r d e paa
200
Mand Musketerer og Matroser, forsynede
med Granater og allehaande Stormredskaber, hvormed de skulde
bane de Stormende Vej over Gravene og opad Voldene. Disse
Avantgarder, der, indtil Angrebssignalet blev givet, marscherede paa
Kolonnernes udvendige Fløje, vare iklædte hvide Skjorter eller Kapper
med tilsvarende Hætter, for at de under Fremløbet ikke skulde
skjelnes fra Sneen eller Isen1). Den nærmere Sammensætning ses
af følgende svenske Ordre: »For samme Brigade skal føres
efterfølgende Kommanderede og Materialier, nemlig:
30
udkomman
derede Musketerer med deres Officerer, hvilke derpaa strax skal
følge
2
Løbebroer eller Isbroer med en Skibskaptain og
8
Baads-
mænd,
30
Baadsmænd med skarpe Øxer at omhugge Palissaderne
med og derhos en Højbaadsmand;
20
dobbelte Stormstiger, og paa
hver Stige
2
Sække fyldte med Hakkelse, skal regeres af en Skibs-
lieutenant og
80
Baadsmænd;
10
Kapper at kaste over Palissaderne,
som skal drages af Underofficerer eller Udkommanderede;
8
komman
derede Musketerer, som skal skyde Granater2), tilsammen
64
Stykker;
48
Haandgranater, som skal kastes af
6
Personer, hver Person
8
Stykker;
6
Haandgranater, som skal kastes af
12
Konstabler;
4
Baadsmænd
med Baadshager. Og derpaa skal Brigaden følge.« — Begge Kolonner
havde Ordre til med den størst mulige Voldsomhed at gaa løs hver
') S an d synligvis h a r h ele O b erstv ag tm ester S ch m idts K om m an do o gsaa v æ ret k læ d t
i H vidt, h v ilk et d o g ik k e b estem t k an ses.
) D en sn ild e In d re tn in g a f disse G ran ater og a n d re F y rv æ rk e risa g er, som
K n o b m a c h e r , C arl G ustavs k u n stfæ rd ig e F y rv æ rk e r, iv rig h av d e v æ ret b e
sk æ ftiget m ed at fo rfæ rd ig e, o g h v o ra f h an lovede sig sto r V irk n in g , blev
e fte r S torm en m eg et o m talt i K jø b en h avn .
H jø rin g sk riv er bl. A. h ero m saa-
le d e s: »D e h avde ik k e b lot F y rm ø rse r m ed sig, m en o gsaa H a a n d g ra n a te r til
at k aste in d over V olden, og end d a d esfo ru d en h av d e de det, som a ld rig før er
h ørt. D e h av d e o p tæ n k t n og le sm aa G ran ater saa store som et Æ g ; p aa den
ene E nd e v ar som en F o d a n g e l, at h vo r de kom h en p aa en M ands K læ d er
bleve de h æ n g en d e, til de b rast sø nd er, h v o rv ed da flere h osstaaen de k u n d e
b live b esk a d ig ed e .
P aa d en and en E n d e var en S tok saa tyk, at den k u n d e
ty id e en M u sk etp ib e o g sidd e m ed E n d en for K ru d te t som en K u g le, og G ra
n aten u d en fo r P ib e e n d e n p aa M usketten. F ra d en n ed erste E nd e a f S to k k en op
til den ø veiste ved G ran aten v ar et L ø b til L ø b e k ru d t, som v ar om v u nd et og
b u n d et m ed P ap ir, saa at, n aar de sk ø d m ed M usketten, sk ø d de Ild u d i
L ø b et, og K ru d tet i M usketten førte S to k k en o g G ran aten frem , h vo r de vilde.«