95 / 136
90
KAMPEN FOR L IV E T
Redaktør VilhelmMøller, somJacobsen havde lært at ken
de i Studenterforeningen, var forlængst blevet gift, og han og
hans unge fine, intelligente Hustru dannede et Hjem, hvor
den nye Tids Skønaander gerne mødtes. Her kom Holger
Drachmann og den straalende smukke Fru Belli, som Ven
nerne kaldte Drachmanns purunge Hustru, senere ogsaa So
phus og Ida Schandorph; J. P. Jacobsen hørte til Husets
nærmeste Venner, kom der tiere og følte sig endnu mere
hjemme end de andre. I „Oasen i Peder Skramsgade“ , saa-
ledes betegnede Jacobsen engang spøgende Vilhelm Møllers
Hjem, kunde man ogsaa træffe „en bleg, spinkel Skikkelse
med høje, blanke Tindinger, et stort Skæg, vandklare, drøm
mende Øjne under buskede Bryn — i en tyndslidt Dragt,
med en spillende Diamantring paa den hvide, velplejede
Haand“ ; han var Farmaceut af Fag, deklamerede altid, især
Byron og Heine, havde en Svaghed for Genier, navnlig hvis
de var Digtere. En lille Tid overvældede han Jacobsen med
sin Kærlighed, men hans store Forelskelse var og blev
Drachmann; da Digteren til sidst blev ked af ham, tog han
sig af Dage. Vi kender ham fra „Forskrevet“ : Ulf Brynjulf-
sens Skygge.
I Sommeren 1875 laa Vilhelm Møllers paa Landet i Hum
lebæk, de havde lejet sig ind i et lille Hus, hvis Have stødte
op til Humlebækken. J. P. Jacobsen var med Møllers ude at
se paa Stedet, før de lejede, og blev saa indtaget i Huset og
Omgivelserne, at det blev bestemt, at Jacobsen ogsaa skulde
bo der for Sommeren og have to Værelser af Møllers Lej
lighed.
Det blev en af Jacobsens bedste Sommerferier; han kun
de arbejde, og en stor Del af „Marie Grubbe“ blev skrevet.
Adspredelser var der ikke mange af, men dem, der var, nød
han af ganske Hjerte. Ligeoverfor Huset var der en Kroket