11 / 374
4
Kjøbenhavn.
tuerer sig selv som den i dette sit Udvortes subsiste-
rende Virken og S træ b en , om hvilken der da frem
deles kan spørges, hvorvidt deri en Sjæl kan siges at
leve og subsistere som det i en saadan Leven frem
trædende levende Væsen.»
Hvem har R et af disse T o ?
Vi fra vort ophøiede Dommersæde, der kun mate
rielt indtager den nederste Plads i Avisen, men ideelt
den ø v erste, eftersom Feuilletonisten sidder til Doms
over alle Phænomener i den aandelige og legemlige
Verden, vi, for hvis Pen Intet er helligt, og som alt-
saa ogsaa have R et til at kritisere D igterens og Tæn
kerens A rbeider, vi, der endydermere i dette Øieblik
bevise, at vi uden at tænke kunne danne ligesaa lange
Sætningsbygninger, som den ovenfor citerede Tænkers
philosophiske D efinition, vi føle ingen Samvittigheds
skrupler ved at udtale den D om , at de Begge have
Uret.
Vi skylde imidlertid de anførte Forfatteres Rygte
at tilføie, at de begge have præ steret saa meget andet
Læseværdigt, at denne efter journalistisk Overlæg fæl
dede Dom over en enkelt af deres Udtalelser ikke
kan forringe deres øvrige littéraire Hæder.
Men selv om det ikke var vort Princip, aldrig
at tilbagekalde, kunde vi dog ikke i dette Tilfælde
see nogen Grund til at forandre vor een Gang udtalte
Mening.
Thi de have virkelig Begge U ret.
Vi gjentage
denne vor Dom, fordi den naturligvis ved at gjenta-
ges faaer forøget Vægt, selv om den ikke anden Gang