22 / 263
TREDIE AFSN IT
13
slaaede Ordning, hedder det forsigtig i Magistratens Skrivelse, gaar for saa vidt Kommunens In
teresser for nær, som Statens Bidrag sættes til ikkun 300,000 Kr.; Herforth røbede, at Overenskom
sten overhovedet først var opnaaet i sidste Øjeblik „efter en haard Kamp“, og H.N. Hansen, der talte
om den „tarvelige Overenskomst“, indrømmede villig, at „Forliget var temmelig skralt for Kom
munen41. Men naar disse Ofre var blevet bragt paa den borgerlige Anskuelses Alter, saa maatte det
ogsaa indrømmes, at Fængselsforholdene paatrængende krævede en nyOrdning, og at Kommunen
strengt taget havde Kniven paa Struben. Thi som Herforth antydede under Henvisning til Ricards
Votum: der kunde komme den Tid, da Staten satte Kommunen paa Gaden og ved et Magtsprog
forbød at benytte Arresthusets Lokaler mere, fordi de ikke stemmede med Lovens Bydende. Hertil
kom nu ogsaa, at Retskommissionens Betænkning var saa lang som et ondt Aar og krævede en
betydelig Selvvirksomhed, hvis man vilde trænge tilbunds i alle dens Enkeltheder, og at Ricards
truende Votum svævede over den som en Tordensky. Der var overhovedet ingen Udvej, ingen
Mulighed for Ændringer; man var nødt til enten at forkaste hele Sagen eller vedtage den; Magi
stratens Indstilling blev saa enstemmig vedtaget.
Kommunen var altsaa gaaet ind paa at forlade det gamle Raad- og Domhus, og heraf fulgte,
at den nu maatte skaffe sig et
nyt Raadhus.
Det egenlige Initiativ var saaledes udgaaet fra Staten,
men endnu inden Rigsdagen havde billiget den foreslaaede Overenskomst, havde Kommunen
taget det afgørende Skridt til Raadhussagens Løsning. I Mødet d. 11. Maj 1885 foreslog Magistraten
at nedsætte et Fællesudvalg, som skulde drøfte Beliggenheden af det nye Raadhus og udarbejde
et Program for Opførelsen. I sin Skrivelse fastholdt Magistraten, „at Grundlaget for Overens
komsten var lidet favorabelt for Kommunen“ ; da det altsaa maatte være mere favorabelt for den
anden Part, Staten, kunde man trøstig gaa ud fra, at det vilde blive antaget. Borgerrepræsenta
tionen sendte 12 Medlemmer til Fællesudvalget. Formanden og Næstformanden, Overretsassessor
P. Koch og Tømmermester Kayser, fik det største Stemmetal, nemlig 30, Arkitekt Meldahl og
Malermester Schmiegelow det mindste Antal Stemmer, kun 17. De fire Borgmestre og to Raadmænd
traadte ind i Udvalget, hvis Formand var Overpræsidenten. Medens Forhandlingen om Retskom
missionens Betænkning i hvert Fald udadtil havde baaret et bekymret og betænkeligt Præg, mun
dede dette Møde, i hvilket man rask tog Følgerne af den tidligere Beslutning, ud i den festligste og
frejdigste Stemning. Paa Repræsentanternes Vegne hilste Højesteretsassessor Knudsen det frem
tidige Raadhus Velkommen; det krævedes ikke blot af Byens Tarv, men ogsaa af dens Ære og
Velfærd, og han haabede, det maatte blive et Udtryk for Byens og hele Tidens Skønhedssans. Og
da Borgmester Borup sluttede sin Tale med det Ønske, at Raadhuset maatte blive København
værdigt og saa smukt, som man var i Stand til at opføre det, lød der Hør-Raab fra Forsamlingen.
19
. B o rgm ester B orup i sit K on tor paa det gam le R aad h u s.