31 / 263
2 2
KØBENHAVNS RAADHUS
derfor i Haab om, at den ærede Magistrat vil imodtage og opbevare dette i mit 76de Aar med egen
Haand udførte Arbeide til Erindring om en Landsmand, der efter en Fraværelse af et halvt Aar-
hundrede ikke har glemt den Taknemlighed, han skylder sin elskede Fødebye, hvor han under
sin uforglemmelige Lærers, Professor Hetsches Veiledning, erholdt sin første Uddannelse som Ar-
chitekt.“ — Det viste sig dog senere, at Friherre Hansens Ord ikke maatte forstaas nøjagtig efter
Bogstaven, thi da den samlede Magistrat den 9. April 1889 med mange smigrende Ord havde tak
ket for Gaven og beklaget, at hans Projekt vilde blive for dyrt at udføre, svarede han, at han troede
det kunde gennemføres billigere, end han oprindelig havde antaget.
Imidlertid var der til den fastsatte Frist indleveret 15 Skitser, som blev ophængte i Stald-
mestergaarden paa Hjørnet af Tøjhusgade og Frederiksholms Kanal; desuden meddelte Arkitekt
H.Wenck Udvalget, at han ikke havde naaet at faa sit Projekt færdig i rette Tid; det var inde paa
Foraarsudstillingen. Derimod lykkedes det ikke Udvalget at faa tilkaldt Arkitekter til at bistaa ved
Bedømmelsen. Herholdt, Storck og Vilh. Petersen, til hvem man først henvendte sig, afslog at
28
. T h e o filu s H a n se n s R a a d h u ssk itse. P e rsp ek tiv .
følge Opfordringen; Hans J. Holm og Ove Petersen, som derpaa fik Opfordring, havde i og for
sig intet imod at deltage i Bedømmelsen, men under Henvisning til § 1 af de af Akademisk Arki
tektforening vedtagne Regler for Udskrivning til Konkurrence („Blandt Dommerne maa mindst
Halvdelen være Arkitekter“) forlangte de en afgørende Indflydelse paa Bedømmelsen. Dette kunde
Udvalget ikke gaa ind paa, da Bedømmelsen var lagt i dets Haand. Theofilus Hansen, der havde
tilbudt sin Hjælp, vilde man ikke have med, da man var bange for at komme nærmere ind paa
hans eget Projekt, som kun var et svagt Gammelmandsværk. Udvalget besluttede derfor helt at
undvære Hjælp fra tilkaldte Kunstnere, og det nedsatte et særligt Bedømmelsesudvalg. Det kom
til at bestaa af Borgmestrene Borup og Øllgaard, Raadmand Fussing, Borgerrepræsentationens
Formand, Højesteretsassessor P. Koch, Etatsraad F. Meldahl, Professor Jul. Thomsen og Tøm
mermester Kayser. For første Gang havde nu dette snævrere Udvalg hin Bygningssilhuet for
Øje, der senere skulde blive kendt af enhver Københavner og af de fleste Danske, og som i tu
sinder og atter tusinder af Gengivelser skulde spredes over hele den civiliserede Verden: dette
Forhus, der synes lavere, end det er i Virkeligheden, fordi Taglinien skraaner saa mildt, derover
den høje Tindemur med dens Krans af barske Tinder, „skarpe Tænder“ , som man senere kaldte
dem, i Virkeligheden fredelige Skorstene, og ragende op over det Hele det slanke, firkantede Taarn
med det underlige Spir i to Afsæt. Tindemuren, der løber omkring hele Bygningen, og holder saa
godt sammen paa den foroven, idet den klart viser, at det dog er een Bygning, var Martin Nyrops
første lykkelige Indskydelse. Man ser det af hans allerførste flygtige Skitse, men af den skematiske
Tegning midt paa Bladet ser man ogsaa, at Tindernes Form endnu ikke stod Kunstneren klar.
A f Vinduet øverst tilvenstre paa samme Blad erfarer man videre, at de Aflastningsbuer, som
Kunstneren senere gennemførte over alle Hovedstokværkets Vinduer, har hørt til hans første Ind