S_KøbenhavnsRaadhus

K Ø B EN H A VN S R A A D H U S

Motiv. V. Koch, der selv va r udgaaet fra Akademiet, kendte meget god t Paro len . F o r en Snes

Aar siden vilde m an have set ganske anderledes paa en T egn ing som Nyrops, sagde han , thi

m an vilde have kræve t en bestem t Stil. Selv havde han ogsaa i sine Fo rslag bøjet sig for dette

Krav. Men naa r h an tilføjer: „vor T id er ikke saa akadem isk , va r dette dengang dog næ ppe

mere end et from t Ønske. Gamle C. F. H ansen havde tage t sine Motiver fra rom ersk A rk itek tur

og den deraf afledede italienske Klassicisme i det

1 6

. A arhund rede , senere h en i T id en havde

m an ogsaa optaget Motiver baade fra romansk og gotisk M iddelalder og fra den italienske Re-

naissance, men kun de færreste Arkitekter forstod a t forme de fremmede M otiver efter deres

Ønske og Bygningens Formaa l, saaledes som H e rho ld t h a r gjort ved N a tiona lbanken og U n ive r

sitetsbiblioteket. De fleste krøb i den historiske Stil som en D reng i en R idderrustn ing , og forsvand t

selv helt bag det blanke Harnisk. Ved Akadem iet læ rte de udmæ rk e t a t tum le de forskellige Stil

arter; det va r nu engang Akadem iets Opgave; m en de glem te ikke denne Læ re senere hen ude

i Livet. Derfor byggedes der hele L ande t over sn a rt i den ene, sn a rt i den anden Stil, m en h v o r

for ju st denne Bygning talte dette historiske Stilsprog va r i Reglen ikke saa let a t afgøre, og endnu

vanskeligere va r det at faa fat i M anden og Kunstneren bag Stilen.

Dengang beherskedes København af den nyfranske Renaissance, saa ledes som den havde

udviklet sig i Paris under det ande t Kejserdømme. Med Stolthed kunde m an pege paa, a t saad an

som der byggedes paa Gammelholm og i Voldkvarteret, saadan byggedes der hele E u ro p a over,

fra W ien til London, fra Neapel til Stockholm. Den Stil kunde nu hve r eneste københavnsk M u r

m ester paa sine Fingre. Men hvorfor ju st fredelige københavnske Borgere skulde bo i Huse, der

m indede om ridderlige og krigerske franske Renaissance-Slotte, dette Spørgsm aal tæ nk te ingen

paa at besvare. N aa r vi blot fulgte saa nogenlunde med, n a a r den F remm ede , de r besøgte Byen,

ikke saa ande t end en europæ isk Maske, saa va r alt godt. H e ller ikke opholdt m an sig over, at

Forbilledet va r Bygninger af huggen Sten, som kummerlig eftergjordes i tarvelig Cem en tpuds.

Nyrop havde nu begaae t den utilgivelige Fejl ikke at gennem føre sin Bygning i en historisk

og stedlig afsluttet Stilart. H an havde beny tte t Motiver fra italiensk Gotik, som endnu den Dag

idag staa r paa Smagens sorte Tavle, og han havde tage t et Motiv fra dansk Bygn ingskunst i Re-

forma tionsaarhundredet. Men endnu mere utilgiveligt va r det dog, a t h an havde sp ræ ng t de h i

storiske Stilarter og prøvet paa at væ re sig selv, eller rettere: saa fint og inderligt havde h a n lagt

sig den givne Opgave paa H jæ rte, a t der var kommet noget ganske personligt frem, de r slog h an s

Kamm era ter med Beundring. Derfor lød det fra Akadem ikerne: H an vil ikke spinde, gnistre og

lægge Æ g , derfor skal han kanøfles. N aar m an saa paa Tegn ingen , sagde derimod V. Koch, va r

det vanskeligt a t sige, i hvilken Stil Bygningen er holdt; de m iddelalderlige F o rm e r v a r kun til

dels benyttede som Forbillede, thi de va r selvstændig opfattede. Man kunde he ller ikke h e r tale

om Renaissancestil, men Arkitekten havde fremdraget M om en ter af forskellige S tilarter og be

nytte t dem paa en personlig Maade.

Stilen maatte siges at være N yrop s egen Stil og intet andet.

Men saa fremmed var m an dengang i Alm indelighed for T ank en om, a t en B ygm este r ligesom

enhver anden Kunstner kunde vove at væ re sig selv, at R aadm and A b raham son saa sm aa t til

lod sig a t harcelere over „den Nyropske Stil“.

Ser m an bort fra det i Meldahls Ord, som Borgmester Borup ikke troede v a r alvorlig ment,

saa ser m an ogsaa, at hans Hovedanke mod Nyrops Bygning var, a t den ikke v a r akadem isk.

H an havde derfor i sin T id foretrukket Dahlerup-Møllers P ro jek t for Nyrops, og h an troede nu,

Bygningens Langsider vilde virke som „en Samm enstykn ing“ eller, som h an sagde i et U d

valgsmøde, som „et P ak hu s“, fordi de ikke havde noget klassisk Forbillede. R aadhu sha llen k ræ

vede han efter Højrenaissancens Forbillede omgivet med aabne A rkader og Gallerier, og efter

det samme Forbillede burde Forsalen med T rappean læggene væ re trukket frem som et H ov ed

motiv, nu „maa m an gaa en

Alen frem og en

Alen tilbage for a t naa de Rum , m an søger.“

N aar de unge Arkitekters mangeaarig Læ re r endelig hævdede : „H istorien viser, a t de r gaa r Aar-

hund rede r med for at give det Nye, der fremkommer, den rette Gestus, en H o ldn ing og et U d

tryk, hvorved det bliver levende og na turlig t“, saa er Fø lgesæ tn ingen den: P u t je r derfor i den

gamle Rustning, Børnlille, det er det sikreste.