S_FrederiksbergGennem300Aar

n u d

y h n e

a h b e k

Pastel

i 8 i 4 a f C h r .

Homemann.

Rahbek, Skribenten, Æstetikeren og

ea-

termanden, maaske sin Samtids mest kendte

Personlighed, var i et halvt Aarhundrede

knyttet til Frederiksberg og Bakkehuset,

selvom det først var fra 1787, han boede

derude Sommer og Vinter, og ikke førend

i 1798, han hjemførte sin Kamma som Brud

til Stedet, hvortil i de følgende Aaringer saa

godt som enhver Aandspersonlighed i Dati

dens København fandt Vejen.

1 8

. Aarhundrede skiftet Skikkelse og Ejer flere Gange. D e t daværende Bakkehus, som

ned til ca.

1 860

var en firelænget Lystgaard, hvoraf nu kun Øst- og Sydfløjen er tilbage,

var bygget ca.

1 763

af kgl. Bygningsinspektør J. C. Conradi, der samtidig hk kgl.

Bevilling paa Krohold i Bakkehuset - a llerede

1 692

om tales e t Gæstehus paa de tte

Sted. Bakkehusets straalende H istorie begyndte

1 7 9 8

, da den

3 8

-aarige Knud Lyne

Rahbek b lev v ie t til den

2 3

-aarige Karen Margrethe H eger og førte hende ind paa

Bakkehuset som dettes frem tid ige Husmoder og H erskerinde. I de fø lgende

Aar

skulde Bakkehuset b live e t kært og gæstfrit Sam lingssted for T idens store og største

Skønaander. Som e t af de mange Eksempler paa Kamma Rahbeks sjæ ldne Kunst at

kunne tale m ed Folk, saa man hk ikke alene Gavn og G læde, m en ogsaa Inspiration,

fortæ ller H. C. Andersen i »M it Livs Eventyr«: »Rahbek selv talte aldrig nogensinde

til m ig , den eneste T ilnærm else var en Gang i Haven, hvor han styrede lige hen im od

m ig, som om han v ilde sige e t Par Ord , m en i det han var m ig nær og fæ stede Ø inene

paa m ig , vend te han p ludselig om igen og gik. Fru Rahbek, m ed sin Livlighed og ven 

lige Characteer, ind lod sig derim od en D e e l m ed m ig; jeg havde da begyndt at skrive

en Slags C om ed ie, og læ ste den for hende; strax ved de første Scener udbrød hun, »m en

der er jo he le Stykker deri, D e har skrevet ud af O eh lensch lager og In g em an n !« -»Ja ,

men de ere ogsaa saa d e ilig e !« svarede jeg ganske uskyldig og læ ste v idere. En Dag,

da jeg fra hende v ilde gaae op til Fru Colbjørnsen , rakte hun m ig en Haandfuld Roser og

sagde: »V il D e tage dem m ed op; det vil vist fornø ie Conferentsraadinden at faae dem

af en D igters Haand!« det var halv i Spøg, disse Ord b leve sagte, m en det var første

Gang, at N ogen satte D igternavnet i Forbindelse m ed m it, det gik m ig g jennem Blod

og Sjæl, Vandet kom m ig i Ø inene og jeg veed , at fra d e tte Ø ieb lik af var m in Tanke

2 4