115 / 215
— 112 —
at blive enige om Taksten, og 10. April 1822 resolverede Kongen, at
Magistraten, naar den ikke kunde enes med Flertallet af de 32 Mænd
om Kødtaksten, skulde afgive Indberetning herom til Kancelliet, der da
vilde træffe Afgørelsen.
I 1818 indkom Lauget med en længere Forestilling om forskellige
Punkter, som det ønskede ændrede. Kancelliet indhentede de forskellige
Autoriteters Betænkning, og 16. December 1818 forelaa den kongelige
Resolution paa Forestillingen.
Lauget foreslog, at Taksterne paa Okse- og Lammekød fremtidig
fastsattes for tre Maaneder ad Qangen, i Stedet for, som det nu var
Tilfældet, for en Maaned. Lauget gjorde gældende, at Slagterne ikke,
naar Taksten kunde svinge med saa kort et Mellemrum, vovede at ind
købe større Mængder af Kreaturer, og derfor maatte nøjes med at ind
købe enkelte Høveder ad Qangen, men de blev derved mere afhængige
af Prangerne. Det var altsaa galt, baade naar der var for lang, og naar
der var for kort Tid mellem Taksternes Fastsættelse. Kongen imøde
kom Begæringen ved at resolvere, at Taksten fra 1. Januar 1819 skulde
ansættes for tre Maaneder, hvorefter Magistraten skulde indkomme
med Forestilling om, hvorvidt man ogsaa fremtidig kunde fastsætte
Taksten for længere Tid ad Qangen. Aaret efter bestemte en kgl. Resol.,
at Taksten fremtidig af Magistraten kunde ansættes som gældende ind
til videre.
Lauget foreslog endvidere, at der ved Takstens Ansættelse gjordes
større Forskel paa bedre og ringere Kvaliteter. I Bemærkningerne
udtales, at denne Sondring tidligere har været gennemført, og at man
intet havde at indvende mod, at den atter forsøgsvis indførtes. Kongen
imødekom derefter Andragendet, dog saaledes at Mellemstegen skulde
henregnes til bedste Slags, samt at, som Følge heraf, det saakaldte
Paahæng skulde være forbudt. Det var altsaa ikke den i vore Dage
kendte Klassifikation i 1. og 2. Klasses Kød, der her indførtes, men kun
en Fordeling i Klasser af de bestemte Stykker af Kreaturet.
Slagterne ønskede endelig, at der fastsattes bestemte Takster for
Frislagterne, og at disse tilpligtedes at have bestemte Udsalgssteder og
daglig indfinde sig der med Kød til Salgs. Kancelliet fandt det første
Punkt rimeligt, men kunde ikke gaa med til de to andre Fordringer, idet
det gjorde gældende, at hele Frislagterinstitutionen var tænkt som en
Konkurrence til Laugsslagterne, og de af Lauget ønskede Ændringer