63 / 107
F ra W ilders Plads.
D e døde S tæ d er
Drog ikke allerede
D r a c h m a n n paa Valfart til den By, som
R o d e n b a c h har kaldt Bruges la morte? Har
ikke en frodig, livsglad Lollik som S o p h u s
C l a u s s e n Gang paa Gang gemt sig i det
stille Siena? Fører vore Malere os ikke gerne
til de sm aa afsides Byer rundt om i det dan
ske Land, hvor Livet rinder roligt som et Aa-
løb m ellem side Enge — G o t t s c h a lc k til
Næ stved, R o h d e til Ribe? Har ikke H am -
m e r s h ø i fundet sig et M ilieu, der passede
til hans Sjæls Stemning, i hin døde By, der
ligger Side om Side med vor egen levende
H ovedstad — hin lidet paaagtede, højst sevær
dige D el af Byen, som hedder Kristianshavn ?
Saa læ n ge vi ikke kender Kristianshavn,
behøver Københavnerne hverken at rejse til
Rothenburg eller Briigge. Tag derud en Gang,
men nødigt med Sporvogn eller i Automobil.
Nej, lad Dem sætte over af Færgemanden,
hvis Baade ligger fortøjede ved en Flydebro
tæt ind mod H avnegades S ten sæ tn in g.. .
Man glider hen over H avnens irgrønne,
u igenn em sigtige Vand. Midt ude bølger et
frisk Pust af Saltvand om En. Paa de opank-
rede Jagter inde langs Børsgade lader Sø
drenge de nøgne Ben dingle over Rælingen,
raaber til hverandre og ryger Tobak.
Saa lander man, entrer op ad en Trætrappe
og staar i Brogade, den lille, stille, lidt til
bagetrukne, provinsielle Brogade, hvis Be
boere i de lune Sommeraftener sam les ved
Bolværket, spytter i Vandet og fører lan g som
m elig Snak . . . Jeg har selv en Gang for m an
ge Aar siden boet herude i Brogade — det
var, da Voldene stod, der hvor nu Raadhuset
knejser, og da man kunde sidde om Morge
nen og læ se i K irsebærgangen, omtrent der,
hvor V idenskabernes Selskab nu har sit Pragt
p a la d s ... Jeg boede i Brogade den Gang, og
jeg husker de lyse Sommeraftener ved Bol
værket, naar Svalerne skreg under den b leg
nende blaa Aftenhimm el, og H avnens grønne
Vand fik H im len s Farve, og Maanen steg stor
og gylden frem over Dam pm øllen paa den
anden Side Vandet . . . Det var Aftensejlture
nes Tid; i en lejet Baad roede vi langt ud i
Kalvebodstrand, og Maanen slog sin gyldne,
gyngende Drømmebro ud for os, og forbi vor
Baad gled andre Baade med lyse Kjoler i
Bagstavnen og raske Gutter ved Aarerne, og
hen over det svagt bølgende, blanke Vand lød
en følsom Sang til en langtrukken Melodi:
Og hør saa, Ellen, hvis Du vil,
kom ned paa Tømm erflaaden,
saa læ gger jeg m ed Baaden til,
og saa gaar Du i Baaden . . .
-fW
F ra O vergaden oven Vandet.
57