BrandmandenIFortidOgNutid

var gennemgaaende meget daarligt. Kom der noget i Vejen med en Gaardpost,

saa den ikke vilde give Vand, var der ikke andet at gøre end at sende Bud efter

den stedlige »Vandkigger«, og han var Mand for at raade Bod paa Pumpens

syge Hjerte. Ved Lov af 20. August 1853 bestemtes, at København skulde have

et nyt Vandanlæg, og det nye Vandværk blev anlagt paa Glaciet ved Farimags-

vejen (nu Gaden Axeltorv) og her traadte det i Virksomhed den

. August 1859.

Fra Vandværket pumpedes Vandet nu rundt til de forskellige Ejendomme, i

hvis Gaarde anbragtes Poste med Hævemekanisme, som senere afløstes af Træk

mekanismen. Der var naturligvis stor og almindelig Glæde hos Byens Borgere,

da de i 1858 saa det nye Vandanlæg lidt efter lidt blive til, men hvem der ikke

var glad ved det nye, var »Vandkiggeren«, der nu saa sig overflødiggjort og sin

Eksistens truet. Det datidige Vittighedsblad »Folkets Nisse« udsendte samme

Aar en humoristisk Nytaarskalender, i hvilken fandtes følgende Vers:

Kommunens Ny?nfe Vandkiggeren er:

Den Stakkel

—

han lever ej længe!

Er Vandværket fix og færdigt her,

Saa kan han sig gerne hænge.

Samtidig med det nye Vandværks Anlæg blev der omkring i Byens Gader

opstillet Brandhaner (underjordiske), hvortil man ved Hjælp af et Standrør

kunde tilslutte Slangerne, og saaledes ved Ildebrande kunde arbejde med et

Udrykn-ing til Brand.

Tegning af Klæstrup. Kjøbenhavns Brandforsikring.