![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0180.jpg)
Hidtil havde man for de store saakaldte Maalblokke (0: Blokke af
over 60 Kubikfod) kun betalt samme Pris som for de ordinære Blokke
(under 60 Kubikfod); nu erklærede Leverandørerne sig imidlertid
ude af Stand til at levere de store Blokke til samme billige Pris
som de ordinære og forlangte Betalingen for førstnævnte forhøjet
fra 76 Sk. til en Daler. Hans Majestæt var ogsaa saa naadig
under 10 November 1759 at
„mitigere“
den nys nævnte kongelige
Resolution af 21 Juni 1758 saaledes, at der fremtidig skulde
betales Leverandørerne en Rd. Kurant pr. Kubikfod for Blokke
af over 60 Kubikfod.
Dette forøgede naturligvis de i Forvejen kolossale Udgifter ikke
ubetydeligt. I 1759 depenseredes der 49228 Rd. 28 Sk., — deraf
til Marmor 22150 Rd. 15 Sk., — i 1760 var Udgiften 45081 Rd.
9472
Sk., — deraf 20577 Rd. 28 Sk. til Marmor. Der var nu,
siden Jardin overtog Ledelsen, udgivet alene til Marmor den
uhyre Sum af 108200 Rd. (omtrent 650000 Kroner i vore Penge),
og der gik ikke en Dag hen, uden at der ankom mere af dette
kostbare Stof. Paa Pladsen og i det store Stenhuggerværksted
og ved de talrige Marmorskærerier og i Slibehytten og ved Kra
nerne og „Setz
-Machinerne“
og Løftemaskinerne og Trækkemaski-
ansat i sin tidligere Egenskab som Stenhuggermester ved Kirken,
og ved kongelig Resolution af 16 Februar 1760 befaledes det
Jardin „at prøve paa at give Pfeiffer en Trediedel af Stenhugger
arbejdet ved Kirkebygningen, — dog saaledes, at Pfeiffer, som
det i en ny Resolution af 29 Maj s. A. hedder, ikke maa syssel
sætte mere end højst femten eller sexten Svende, — om det
maatte kunne gaa af i Fred og Ro og Endrægtighed; i modsat
Fald skulde Pfeiffer „ein fur alle Mahl von genieszung der Stein-
hauer Arbeit abgewiesen werden!“ Pfeiffer synes nu at have
opført sig til hans Majestæts Tilfredshed, thi ved en ny kongelig
Resolution af 21 Juli s. A. anordnedes det, at Pfeiffer i Stedet
for Trediedelen skulde have overdraget Halvparten af Stenhugger
arbejdet ved Kirken, hvilket det paalagdes Jardin at sætte de
andre der arbejdende Stenhuggermestre, — altsaa ogsaa Fortling —,
i Kundskab om.
Fortling afgik i øvrigt snart efter ved Døden. Han blev, siges
der, smittet af en syg Skjødehund og paadrog sig derved et Ud
slæt, som hurtigt gjorde Ende paa hans Liv. Han døde paa sin
Fajance- eller Stentøjs-Fabrik i Kastrup paa Amager den 15 Juli
1761. Den Lov tog han med sig i Graven, at han havde været
r|'*]1*|-| OV6r] £6G6 H cllli
„St. Jørgenslund“, bygget af Professor Dr. med. Schønheyder, der benyttede Ejendommen til Sommerbolig.
'
Den laa paa Hjørnet af GI. Kongevej og Yodrofsvej, og Huset saa endnu i 1899 saaledes ud. Det nedreves i 1917 for at give Plads for „Kinopalæet“.
T il venstre ses GI. Kongevej og i Forgrunden til højre St. Jørgens Sø. Bag Ejendommen løb Kosenaaen.
nerne var der derfor Liv og Røre, det myldrede formelig af Sten
huggere og Stenhuggersvende, og — undertiden gik det ikke af
uden Kiv og Uordener mellem disse mange Haandværkere, særlig
vel i de lange Vinteraftener, naar der arbejdedes ved Tranlyg
ternes sparsomme Lys. For nogenlunde at holde Disciplin blandt
Svendene lod Monarken ved Skrivelse af 29 Maj 1760 fra Moltke
til Jardin denne vide, at han allernaadigst forbød Stenhugger
svendene at løbe fra den ene Mester til den anden; de skulde smukt
blive, hvor de var, at man kunde have Haand i Hanke med dem.
Det var ikke alene mellem Mestre og Svende eller mellem disse
sidste indbyrdes, at der jævnlig forefaldt Rivninger og Uenighed,
— ogsaa selve Stenhuggermestrene ses at have ligget i Haaret
paa hverandre. Det er nok muligt, at F o r tlin g , den store Le
verandør, hans Majestæts Hofstenhugger, derhos ogsaa Hofbyg-
bygningsinspektør, og — siden 1760 — Hofbygmester, kan have
været noget umedgjørlig og fordringsfuld, hvem ved, maaske end-
ogsaa lidt fornem lige overfor sine Kamerater, de andre Stenhugger-
mestere paa Pladsen. E. B raun og Johan Peter P f e if f e r , og
denne sidste, der ikke alene, lige saa vel som Fortling, var kon
gelig Hofstenhugger, men som derhos ogsaa syslede lidt med
Billedhuggerkunsten, gjorde Havevaser og lignende Dekorations
arbejder og blev meget benyttet ogsaa andet Steds, har ventelig
af alle disse Grunde havt ikke saa ringe Selvfølelse og synes
efterhaanden at være kommet paa en særdeles spændt Fod med
Fortling; tilsidst blev han endog rent fjernet fra Arbejdet paa
Kirkebygningen. Pfeiffer henvendte sig imidlertid til Kongen,
klagede sin Sag for denne og bad om paa ny at maatte vorde
en duelig, intelligent og flittig Mand i sit Fag, „en stræbsom,
nidkjær og nyttig Borger“, som det hed i den Tids Sprog, og en
loyal Undersaat, — hvad der i Monarkens og de stores Øjne var
det vigtigste.
I Januar 1760 var Bygningsforvalteren, Sieur Block, afgaaet
ved Døden. Den tidligere nævnte Tilsynshavende og forhen
værende Murstenstæller Severin eller Søren Krieger blev ved
kongelig Resolution af 1 Mars s. A. udnævnt til hans Efterfølger
i Embedet. Krieger sad i smaa Kaar, og skjønt han nu fik en
liden Fribolig i Bygningsforvalterhuset ud mod Store Kongens
gade, kom han dog ikke derfor paa nogen synderlig grønnere
Gren, som man siger. Noget senere, den 25 Januar 1762, søgte
han derfor Kongen om Lønningsforhøjelse „paa Grund af Armod
og daglig forefaldende
travallie“,
med Tilføjende, at han nu i ni
Aar for en kummerlig Løn havde tjent som Opsynshavende og i
to Aar som Bygningsforvalter, og med Forsikring om, at han,
hvis det ansøgte allernaadigst forundtes ham, „for slig Høy kon
gelig Naade icke anderledes skulde døe end Hans kongelig Maje
stæt hans Allernaadigste Arve Konge og Herres Allerunderdanigste
troe tienner
Severin Krieger
.“ Da hans Ansøgning varmt anbefa
ledes af Esmarch, blev der ved kongelig Resolution af 16 Oktober
1762, — som man ser, lod den kongelige Naade undertiden vente
paa sig i rum Tid, -— forundt ham et aarligt Tillæg af 50 Rd.
Kurant.
D en y n g r e J a r d in synes at have tjent sin Broder som Tegner
— dog med Bygmesters Titel — paa deres fælles Kontor i Prin
sessens gamle „Gewachshausz“; da han afgik ved Døden, antog
176