S_Gazetten

& Z

E T T

Nr. 4.

3* ^

3- ^

i -s*

i— ' CD

aq’

c-t- O

t-D

t—1<

> -*

Hp) 0 O

8 ? P

F j t g

^ ti

& ®

t t

!> &

3 ^

2 i,«.

| V

ffi

o .*

►d

aq p

t t «

F b

C/2

æ g - : »

3 ? a3

E- aq

^ O CO

æ';-, (D t+

> -

tø

i— - •

£ L

2 CT* ££

c C p - >

V©

I— i

I— I

►

O '

C + "

M 0

M *

s »

Raq

** C + -

M *

□D

( f

K g O

CFQ

>-S

2 tt

£f ®

- m

cl- K

£f ®

i s

1 ijq

i S

C 3

Hvem var Morderen?

En Kriminalnovelle

.1 . 1 > . I I . T e m m e .

(Fortsat).

►ti

3 .

•-5

Felsener og Marianne fulgtes ad; hun

støttede sig til hans Arm. Skovrideren

fulgte i nogen Afstand efter, ledsaget af

Jægeren. Ved Skovriderhuset var de igjen

stødt sammen alle fire. Felsener var nu

roligere end før, han forekom dem næsten

stille og Marianne syntes noget forlegen.

Men hverken Skovrideren eller Jægeren

havde tænkt videre derover.

Klokken var elleve, da de ankom til

Skovriderhuset. Den gamle Karl havde

siddet oppe for at lukke dem ind. De

var saa alle fire gaaet ind i Familiens

Dagligstue. Felsener havde her sagt, at

han endnu ikke kunde sove, hvorfor han

vilde gaa en Timestid ud i Skoven. Nat

ten var maaneklar, saa kunde man sikkert

regne paa at træffe en Krybskytte, da

disse hæderlige Medborgere vel antog, at

Skovembedsmændene endnu var paa Ballet

i Holzhausen. Den gamle Skovrider havde

blot endnu spurgt ham, i hvilken Egn af

Skoven han vilde gaa. Han havde svaret:

„Ned til Ellemosen. “ Saa var han gaaet

op paa sin Stue, for at klæde sig om.

Ti Minutter efter havde Karlen igjen

lukket ham ud af Huset. Han havde sin

Dobbeltløber med.

Klokken maatte da

sikkert have været et Kvarter over elleve.

De andre var netop kort forinden gaaet

hver til sit Soveværelse. Da Felsener var

gaaet, havde Karlen ogsaa lagt sig til at

sove. Han sov i Stueetagen i et Værelse,

der vendte ud til Haven. Felsener havde

ved sin Bortgang sagt til ham: „Naar jeg

kommer tilbage, saa vækker jeg Dem,

Christian, for at De kan lukke mig ind.“

Det var de sidste Ord, som han eller

nogen anden hørte fra Felsener.

Klokken halv et om Natten var to af

Balgjæsterne fra Holzhausen, en Godsfor

valter fra Omegnen og hans voksne Søn,

paa Hjemvejen kjørt igjennem Skoven, som

strakte sig helt ned mod Holzhausen. Da

de var kjørt et Kvarters Tid, hørte de et

Skud falde.

Krybskytter! tænkte begge. For Kryb

skytter behøvede de ikke at være bange,

saa de fortsatte rolig deres Vej. Forval

teren saa tilfældig paa sit Uhr. Det viste

nojagtig paa tre Kvarter til Et, hvad han

tydelig kunde se i det klare Maaneskin.

Idet de kjørte videre, havde de talt om, i

hvad Retning af Skoveri, at Skudet var

faldet. De var begge af den Mening, at

det maatte være nede ved Ellemosen,

som laa en halv Fjerdingvej horte fra

Vejen. Denne slog netop en Bue, saaledes

at de nu kjørte i den Retning, hvori de

havde hørt Skudet. Pludselig hørte de et

Menneske løbe rask igjennem Skoven. Han

kom henimod Vejen. De holdt stille, for

at se ham, idet han passerede- denne. I

samme Øjeblik knagede det i Grenene en

tredive Skridt bagved dem, og ud af Under

skoven sprang en Mand frem paa Vejen,

som han løb over i et Par Spring og

forsvandt i Skoven paa den anden Side.

Det var klart Maaneskin. Lyset faldt

stærkt hen langs Vejen. De kunde tyde

lig se Mandens Skikkelse; han var stor

og bredskuldret, iført en kort, graa Over

frakke og en Kasket med stor, nedfåldende

Skygge.

Hans Ansigt kunde de ikke

kjende.

Krybskytten! var den første Tanke.

Manden kom fra den Retning, hvori Skudet

var faldet. Men han bar hverken Gevær

eller Jagttaske; det forekom dem lidt un

derligt, men de bragte det i Forbindelse

med hans hurtige Flugt.

Han var rimeligvis bleven overrasket i

sit Forehavende; saa var han flygtet og

havde ladet Alt i Stikken.

Men derved

kom de i Tanker om, at de jo alle fra

Skovriderhuset havde været paa Ballet i

Holzhausen. Vel var de taget tidlig hjem,

men hvem af dem skulde i den sene Natte

time være faldet paa at gaa ud i Skoven?

Den Sag maatte undersøges; Faderen vendte

Vognen og kjørte et halvt Hundrede Skridt

tilbage. Der bøjede Vejen af i Retning

af Ellemosen; de fulgte denne Vej. Den

førte dem ind i det tykkeste af Skoven,

hvorigjennem Vejen snoede sig som et

bugtet lyst Bælte, medens alt andet til

Siderne laa i det tætteste Mørke. Det

var dødsstille rundt om den; de lyttede

til alle Sider, ikke en Lyd naaede deres

Øren.

„Her maa det omtrent have været1,

sagde Sønnen.

Pludselig blev Hesten sky og stejlede,

den vilde springe til Side og rystede paa

paa alle Fire som i heftig Skræk.

„Der maa ligge noget paa Vejen“ sagde

Forvalteren. De saa begge frem for sig;

midt paa Vejen laa noget, et Menneske,

ubevægelig udstrakt med Ansigtet ned mod

Jorden. De sprang begge af Vognen, og

en bange Anelse greb Sønnen, idet han

hævede Mennesket op.

Han syntes at