saa stor ret gælde disse, at de “ blandt Samlere er højt an
skrevne og fortjener at være det, forsaavidt der ikke gives
historisk paalideligere Billeder af vor Hovedstads Fysiog
nomi i Aarhundredets Begyndelse. Men rent kunstnerisk
set er de overvurderede. Den Stemning, i hvilken de kan
hensætte En, skyldes Æmnerne og ikke Behandlingen, i
hvilken Linealen gør sig altfor ukunstnerisk gældende” .
Som Købke, der efter at have været med paa en a f Eckers-
bergs berømte elevudflugter til Frederiksdal skrev i sin
almanak [ i 8]: “ Give til Gud, jeg maa opleve mange slige
kundskabsrige Dage og stedse gaa videre frem paa
Sandhe
dens Vej,
at jeg maa blive et godt og nyttigt Menneske” ,
søgte Holm altid i sine billeder
“ Sandheden i Fremstillingen \
Han var dog en alt for beskeden mand til som kunstner
at anse sig ligestillet med sine jævnaldrende:Wilhelm Bendz,
Constantin Hansen, Albert Kiichler, Christen Købke, Wil
helm Marstrand, Jørgen Roed og Martin Rørbye. I sine
egne øjne vedblev han sikkert kun at betragte sig som sin
faders søn og elev, men medens det aldrig lykkedes denne
at frigøre sig for den paavirkning, han i sin ungdom havde
modtaget a f det topografiske prospektmaleri i Tyskland,
som det dyrkedes bl. a. af kunstnere som I. L. Hornemann,
Kalau og
1
.
1
.Wagner for at nævne nogle enkelte, arbejdede
H. G. F. Holm sig langsomt frem til en selvstændig behand
ling a f sine motiver, og omkring 1840 synes han at have
behersket akvarelkunstens teknik til fuldkommenhed. Fra