99 / 220
91
og svag til en saadan Post, tilmed i en saa fortvivlet Stund —
for saa atter til alles Sorg uopholdeligt at rejse tilbage til Jyl
land sammen med sin sindssyge Fader, Kongen, og den øvrige
Familie. Det var ikke opmuntrende for Befolkningen — det var
ikke, som da Kong Frederik III svor
J sin Rede at dø
“. —
General Peymann og hans to Næstkommanderende,
Kommandør
Steen Bille
og
Generalmajor Bielefeldt,
bragte imidlertid hur
tigst tænkeligt Byen i Forsvarstilstand. Da Flaaden var inde
spærret, var der et betydeligt Antal Marinesoldater til Raadighed
samt Matroskorpset og Holmens faste Folk, ialt over 8000 Mand,
der fordeltes paa Batterierne
Sixtus, Kvintns
og
Trekroner
samt
Dragør
og
Kastrup Batterier.
Voldene udenom Byen besattes
af det borgerlige Artilleri og Infanteri. Englænderne gjorde først
Forsøg paa at bombardere Byen fra Søsiden, men vore Kanon-
baade, Stykpramme og den faste Søbefæstning drev Fjenden saa
langt ud i Sundet, at dette ikke lykkedes. Den 1. September
var de engelske Belejringsarbejder færdige og alt klar til Bom
bardementet. Forinden sendte den engelske Flaadechef
Lord
Cathcart
et sidste Bud til General
Peymann
, som anmodede
ham indtrængende om at betænke, hvad han udsatte Kjøben
havns Befolkning for. Atter fik Englænderne et absolut Afslag.
Den 2. September Kl. 7V2, medens Musiken spillede paa Kon
gens Nytorv for at opmuntre Befolkningen, faldt de første Bom
ber over Byen. I Nattens Løb udviklede Bombardementet sig
til en Regn af Bomber og „kongreveske1 Brandraketter, der bragte
en vanvittig Rædsel over den civile Befolkning. Kl. 8 om Mor
genen den 3. September standsedes Bombardementet, og
Lord
Cathcart
var saa „venlig1 at lade forespørge, om man ikke
ønskede at udlevere Flaaden, og da Peymann atter svarede et
energisk Nej, begyndte Bombardementet paany Kl. 6 om Efter
middagen. Brandkorpset udviste heltemodige Anstrængelser for
at slukke de mange Brande og søgte at frelse, hvad frelses
kunde. Bombardementet rasede til henad Morgenstunden den
4. September for fuldstændigt at ophøre om Dagen. Om Aftenen
begyndte Englænderne med en forøget Kraft Beskydningen, og
i Løbet af kort Tid stod store Strækninger af Byen i Flammer,
saa at ingen mere kunde tænke paa at forsvare sig. Der var
en almindelig Flugt ud til Amager, hvorhen omtrent 40,000 af
Indbyggerne flygtede, medens Resten gemte sig i Kældere og
Hvælvinger for at undgaa Bomberne, der uophørlig regnede ned.