15 / 725
2
Otto Mackeprang
omfattende. Kun gadenavne fra den indre by vil komme
på tale, og i første række de virkelig gamle navne her.
Ikke fordi yderkvarterernes navne er mindre interes
sante, men fordi en begrænsning af stoffet er nødvendig.
Og så skønnes det rimeligt at hente eksemplerne fra by
ens kærne, den, som danner grundlaget for hele byens
udvikling frem til vore dage.
Anvendelsen af gadenavne kan føres tilbage til middel
alderen. Navnene voksede frem af sig selv i det daglige
liv og fæstnede sig efterhånden. De fortæller os en stor
del af byens historie. Snart er det navnet på en mand,
hvis minde er knyttet til den, snart en hentydning til
virksomheder og forhold, der nu ikke eksisterer læn
gere. Ofte er de ved selve ordets uforståelighed en erin
dring om hine fjerne tider, da sproget var anderledes
end nu. Fælles for de ældste navne er, at de ikke er et
led i nogen samlet plan, men at hver enkelt gade har
fået det navn, der efter forholdene var naturligt for den.1
Stillet over for skiltene med Københavns gamle gade
navne hænder det ind imellem, at man så at sige må
nægte at tro sine egne øjne.
Læderstræde
for eksempel
har ikke, som synsbilledet lader En formode, nogetsom-
helst med „læder“ at gøre. Det er en forvanskning af
Ladbrostræde, strædet til Ladbroen, byens gamle skib
bro, hvor skibene lossede og ladede. I de til vore dage
bevarede dokumenter forekommer Ladbrostræde dog
ikke som betegnelse for den gadestrækning, som nu kal
des Læderstræde, men for dennes fortsættelse sydvestpå
til Rådhusstræde, nemlig Kompagnistræde. Læderstræde-
benævnelsen kan føres tilbage til 1428. Siden da er kon
tinuiteten stort set ubrudt.2 For nogle få år siden rejstes
der spørgsmål om at tage navnet Ladbrostræde i brug
på ny som betegnelse for Læderstræde.3 Tanken slog