229 / 725
Grevinden af Bagsværd og Aldershviles historie
211
Søhuset, atter indlemmet i parken. Netop til dette hjørne
knytter der sig mystiske rygter og forestillinger, som i
alt fald for et halvt hundrede år siden var temmelig livs
kraftige. I Kiihles tid fortaltes, at i denne høj lå et par
af Struensees og Karoline Mathildes uægte børn hem
melig begravet. Der taltes også om en „hemmelig gang“,
som Struensee og den ulykkelige dronning skal have be
nyttet til stævnemøder. Dette rygte har absolut ingen
bund i virkeligheden, da Aldershvile jo først er opført
en halv snes år efter, at Struensee var henrettet og Karo
line Mathilde forvist. Men rygtet levede hårdnakket og
har faktisk fået ny næring i vor tid. Østerspavillonen er
for længst væk, men der findes en underjordisk gang og
dertil en hvælving nede ved søen. Den sidste er endda
fejlagtigt blevet opfattet som en gammel finsk badstue.
— Men alt har sin naturlige forklaring, også i dette til
fælde.
Omkring 1915 købte ingeniør Niels Munk Plum nogle
arealer af Højgårdens jord og begyndte opførelsen af
„Haraldsgave“, som senere, under fru Hanne Plums le
delse, blev et kendt hvile- og rekreationshjem (nu an
neks til Bagsværd kostskole). Ingeniør Plum må have
kendt rygterne, som knyttede sig til højen og pavillonen,
for han satte sig for at lave en attraktion af dem. Det
var i den gyldne gullasch-tid, hvor penge i visse kredse
ikke var noget, man tjente, men noget, der faktisk kom
af sig selv. Om Niels Plum deltog i dansen om gullasch
guldkalven, skal være usagt, men ekscentriske påfund
havde han, og de var ikke altid lige billige. Under påskud
af, at den faldefærdige østerspavillon skulle restaureres,
hvad den også blev, rejstes et højt plankeværk, og de
folk, som skulle arbejde inden for dette, blev afkrævet
tavshedsløfte om, hvad der skete bag indhegningen.
Ved et stort selskab nogen tid senere erklærede Plum,
at han ved nogle udgravninger havde fundet interessante