139 / 274
22
DELOS
knaldende stedsegrønt Krat, hvoraf liist og her nogle enlige, slanke Cypresser
rager op og tegner deres enkle højtidelige Profil mod Horizonten, danner
de vidunderligste Kontraster til den tindrende klare, grønligblaa Himmel. En
Himmel som ingen Sky nogensinde formørker. (I Løbet al det Aai, jtg liai
været her i Grækenland, tror jeg ikke at have oplevet 12 Regnvejrs- eller
Graavejrsdage, ialt sammenlagt). Ned over Landskabet Ira det høje Hvæh
sender en overdaadig Sol sine velsignende Straaler, der bader alt i et Hav al
Lys, saa stærkt, at den blotte Refleks fra Klippen, dog navnlig fra Marmoret
i Bygninger, gør selv de kraftigste Skygger lette og plastiske.
I selve Grækenland findes meget lidt Skov. De græske Hyrder, der driver
deres vældige Flokke af Geder og Faar hen over Fjældene, hader Skoven,
der berøver dem deres Græsgange, og brænder den tidl bevidst af. Men
næsten overalt, hvor Jorden er under Kultur, lorekommei støne ellei mindie
Plantninger af Oliventræer, med deres lette, gennemsigtige Løvværk, som
paa Afstand straaler ganske sølvgraat i Solen. De vokser i Reglen paa
samme Mark, Side om Side med Byg og Hvede. Af hel anden Karakter,
men ikke mindre farverig, er Naturen paa de klippefulde græske Øer.
Medens Folkelivet i Italien, i den Skikkelse vi kender det fra Marstrands
og samtidige Maleres Billeder (fra Midten at forrige Aarliundrede), og saaledes
som mange forestiller sig det endnu, snart er en Saga, har Grækenland et
Folkeliv, som har bevaret sig uberørt gennem Aarhundreder, ja, efter kyn
diges Sigende, har Tilknytningspunkter til gamle klassiske Traditioner.
Overalt bærer Bønderne endnu Folkedragter med ypperlige Syninger. De
har troligt bevaret ejendommelige Folkefester og gamle Sange og Danse.
Religiøse aarlige Fester formaar endnu at samle indtil 20,000 Mennesker,
som Jomfru Mariæ Festen paa Øen Tinos. Hvad endelig den Rolle, det
gamle Grækenlands Kunst angaar, behøver jeg vist ikke at fordybe mig
heri. Hvor kan man vel tænke sig at stille noget op ved Siden heraf?
Romernes, vil mange indvende. Nej, jo mere man kommer til at lære
begge at kende, des tydeligere kommer det til at staa for een, hvilke rene og
slette Efterabere efter Grækerne, Romerne er. De er i Grunden kun originale
deri, at de overdriver eller jasker overalt, hvor de gamle Grækere er be
herskede, noble og omhyggelige i den detaljerede Udformning. Og fra Tid
til anden finder man nu Forbillederne for alt, hvad Romerne senere gjorde,
i selve Grækenland. Hvilke Arbejder skulde Romerne vel kunne stille op
ved Siden af Phidias Parthenonsfrise, de arkaiske Arbejder i Akropolis-
musæet i Athen (af unge Piger og Ynglinge) og fra Udgravningerne i Delphi,
Skopas Skulpturer fra Templet i Tegæa, selve Partlienons, Propylæernes og
Erechteions i enhver Henseende fuldendte Arkitektur, de vældige, tindrende
hvide Marmor-Friluftsteatre i Epidauros, paa Delos og i Athen osv. osv. —
Fra Middelalderen findes bevaret fortræffelige frankiske og venetianske Borge
i mange Byer, hvor tidligere den antikke »Akropolis«, paa Toppen af en
høj, dominerende Klippe, laa. Og det vrimler af byzantinske Mindesmærker,
Kirker og Klostre, fulde af Mossaiker, Fresker
og
Helgenbilleder og Minia
turer, og med et Klosterliv, der, hvor primitivt og snavset det end kan
være, troligt har bevaret liele sin middelalderlige Karakter og Charme. Man