Dr. med. Mads Christensen, som efter Professor Wendts Død
var bleven Overlæge, 5. Marts 1838, overlod Tilsynet med
Lemmerne til en Kandidat - det samme havde Wendt forøvrigt
gjort, endogsaa til en ueksamineret ung Mand, men at en ny
ung Overlæge vedblev dermed, fandt man ikke rigtigt, Kandi
daterne ikke heller. De havde endogsaa 3. Januar 1840 tilsendt
Overlægen en Skrivelse, hvori de besværede sig over Tilsynet
med Lemmerne og bl. a. skrev: “Deres Sygebesøg hos Lem
merne var i Begyndelsen hyppige, men snart blev de sjæld
nere og sjældnere, saa at de i de sidste 6 Maaneder har ind
skrænket sig til Tallet 5.” Disse Ord var jo dristige overfor en
Overordnet, men de gjorde deres Virkning, idet Overmedikus
foreslog ansat en egen Læge for de syge Lemmer paa eget An-
og Tilsvar, og Tilsynet med hele Lemmeafdelingen blev saa i
Begyndelsen af 1843 overdraget til den ældste Reservelæge,
eller den Reservelæge, som ikke havde Visitationen i Byen.
Reservemedikus
C. F. Bock
blev Læge (død 1843) blandt Lem
merne, men kunde paa Grund af Lungesygdom ikke overtage
Posten, der saa midlertidig blev overtaget af Kandidat
Bramsen.
Derefter blev Læge M. Hassing ansat 1843. Under dennes
Udenlandsrejse i videnskabeligt Øjemed 1845-46 blev Posten
i
i / 2
Aar bestyret af Kand. Schleisner.
Direktør Sager havde 1847 stillet Forslag om Ansættelse af
en 3. Overlæge, og Konferensraad O. Bang var meget stemt
derfor og motiverede Nødvendigheden af en Deling af Ser-
vicerne, men Overlægerne satte sig atter imod Planen, hvorfor
den igen strandede. Ikke desto mindre havde Dr. Christensen
Aaret før Sagers Forslag fremkom ansøgt om Forhøjelse af sin
Gage paa Grund af stigende Arbejde ved Hospitalet. Denne
Overlægernes Holdning gjorde til visse ikke noget godt Indtryk
med Henblik paa Hospitalets Tarv. Tiden var maaske heller
ikke just gunstig til Fremme af en saa dyr Sag, saa længe
Krigen varede.
Endelig i 1855 blev Sagen gennemført, og nu skete det paa
Forslag af de to Overlæger selv, som tidligere saa vedholdende
185