365 / 428
Præstehistorie
Præstesagen A. 33 19/1903.
Det var en Selvfølge, at gejstlig Betjening skulde ydes paa
det nye Hospital i samme Udstræknnig som i det gamle. Loven
siger jo ogsaa, “ at store Hospitaler maa have og selv under
holde deres Præster, at de Fattige ej lide nogen Skade, om
nogen om Nattetide i Dødsangest begærer Trøst eller at være
delagtig i Kristi Legem og Blod” 1 ).
Hovedvægten er her altsaa lagt paa Sjæleplejen og det ud
fra et rigtigt Synspunkt.
Præsteembedet blev i den første Menneskealder besat af Kø
benhavns Fattigvæsens Direktion, hvis Kaldelse erholdt kgl.
Konfirmation. Præses for Direktionen var fra Hospitalets Be
gyndelse Grev Johan H. E. Bernstorff, dernæst Etatsraad Niels
Ryberg og Livmedicus Berger. Siden bestyredes Fattigvæsenet
af Magistraten, og den havde altsaa Kaldsretten, og sidst ud
øvedes denne Ret af Fattigvæsenets store Direktion af 1799,
hvis dirigerende Medlem var kgl. Historiograf Ove Malling.
I 1809 ophørte denne Kaldsret ved Forordning af 3. Juni
1809. Om Kalds- og Birkerettigheder, hvorved mange Kalds
rettigheder straks og andre efterhaanden blev inddragne til
Fordel for Kongen. Noget lignende var iøvrigt sket flere Steder
ved Plakat af 17. Oktober 1800. Det var en Reform i liberal
Retning2), som her fandt Sted. Fattigvæsenets Direktion havde
som Regel benyttet Retten til derved at forbedre sine Læreres
a) Danske Lov 2-19-12. 2) A. C. Ørsted: A f mit Liv og min Tids Histo
rie, I, S. 291
343