65 / 115
Blomsterne lyttede og gjorde store Øjne. Tulipanen sagde: »Hvad
er det for et Sprog, den Fugl synger? Det er ikke som Spurvenes, vi
ere vante til at høre. Mon det var til mig den sang? Den er ellers
ret kjøn«, og saa coquetterede Tulipanen. »Nydelig!« sagde Valmuen
og gabede. Men Rosen taug ganske stille. Fuglen saae paa den med
klare, kloge Øjne. Da sænkede den undselig sit Hoved. Saa fløi Fuglen.
Næste Dag kom den igjen, satte sig paa Grenen og sang:
Rose! lyt til min Røst,
T ag mig i din Drøm!
Jeg har Sang i mit Bryst!
Jeg er trofast og øm.
Rosen hævede sit Hoved og saa paa Fuglen, men taug bestandig.
Da saae den lille Fugl saa bedrøvet paa den og fløi atter. Men den
tredie Dag kom den igjen, og satte sig paa en Gren ganske nær ved
Rosen og sang:
Ak, min Rose! bestem,
Skal af Længsel jeg døe,
Eller flyver vi hjem over Bjerg og Sø?
Da rødmede Rosen høit; den hævede sit Hoved, og fra Kalken
tonede sagte: »Rosen vil følge den fremmede Fugl, paa dens høie
Flugt over Bjerg og Sø.« — Saa tog Fuglen den yndige Rose i Næ
bet, og svang sig høit op i Luften med den. De andre Blomster saae
paa hverandre, og spurgte: »Hvor blev Rosen af?« — Tulipanen sagde
spydigt til Valmuen: »Den Fugl havde en dum Smag!« —
Det var et sørgeligt Billede den gamle Kansler- og Admiralgaard
efterhaanden frembød. Byhistorikeren O. G. Nielsen har taget sig en
Spadseretur gennem Kannikestræde. Resultatet heraf blev en Artikel
i Vort Land« 2. Sep. 1917). Nummer 10 skildrer han meget omhyg
geligt. Og vi kan ikke slutte dette Kapitel bedre end med at citere
O. C. Nielsens Oplevelse i den gamle Gaard:
62