192 / 231
Beslaglæggelsen af københavnske skoler til indkvartering a f tyske sårede og flygtninge 1945
Nu er vi heldigvis kommet over på Bryggervangens Skole, hvor
vi har det godt.
...Det er mærkeligt nok, at jeg, som har oplevet 5 år, som er ene
stående i Danmarks historie, ikke har haft en eneste oplevelse,
som er værd at lægge mærke til. Selv den dag, som mange anser
for den største ulykke, de har oplevet, nemlig den dag, da Shell-
huset blev bombarderet, og den skrækkelige ulykke skete ude på
skolen på Frederiksberg, gik sporløst hen over hovedet på mig.
Kort tid efter var det, at vor skole måtte rømmes. Det var et
frygteligt syn, alt blev slæbt ned: Bøger, gymnastiksko, borde og
bænke. Så kom der 3 uger hvor vi ikke var i skole, dejlig tid. En
delig kom der besked om at vi skulle møde nede i »Bethania« i
Nyborggade. De halve af drengene kom ikke, de protesterede (for
at få noget mere fri). En uges tid efter blev vi endelig samlet, men
sikken en skolegang. Et fortorv var legeplads, og vi havde næsten
ingen frikvarter, dårlig nok måtte vi gå på wc, fordi der var piger
i gården.
Hver onsdag var vi ude at se på byens museer eller i skoven, for
ellers skulle vi være sammen med pigerne. Og vi havde frygtelig
meget tysk. Der var mange af drengene der gik ud.
Endelig kom befrielsens time. Jeg gik nede på gaden og legede
med nogle kammerater. Pludselig blev nogle vinduer åbnet og fra
vinduerne blev der råbt: »Der er fred! Der er fred!« Vi ville først
ikke tro det, men så hørte vi »Frihedssangen« blive sunget, og så
fik vi fart på. Vi skyndte os op på Østerbrogade, og der var liv.
NOTER
1. Brudstykke af inspektørens tale ved
»hjemkomsten« til skolen 2/4 1946.
2. Viceinspektør N. C. Søby.
3. Skoleåret gik fra 1/4 til 31 /3.
4. EM = Eksamensmellemskole.
190