57 / 62
52
P. N. NIEUWENHUIS:
Udgiften til Enceinten — naar man ikke vil indrømme, at
denne Udgift skal dækkes ved de ved Salget af de ældre
Befæstningsværker indkomne Midler.
Ogsaa denne Sum er betydelig — hvem vil bestride
det? Men den, som tror, at man, efter at have forsømt det
døde Forsvar i Aarliundreder, saaledes at med Undtagelse
af den nuværende Søbefæstning intet Fæstningsanlæg af
nogen Betydning findes i Landet, kan skabe et nogenlunde
fyldestgjørende Forsvar med ringe Midler, maa hellere
rent ud erklære intet Forsvar at ville have; dermed vil
Sagen selv være bedst tjent; thi i Krigen gjælder det
mere end noget andet Sted: halve Foranstaltninger baade
kun lidet. Og desuden, en lille Stats Forsvar skal ikke
være anlagt paa at søge Kamp, men paa at undgaa den,
og skulde dette blot lykkes én Gang, fordi en Stormagt
i det givne Øjeblik anser Vanskelighederne ved at kue
den lille for at være betydelige, vil derved den engang
udgivne Sum til Fæstningsanlæg have baaret tifoldRenter.
Enhver Drøftelse af den finansielle Side vedrørende
Kjøbenhavns Forsvar vilde ikke her være paa rette Sted.
Nødvendigheden af dette Forsvar for Landets Existens
have vi i det foregaaende søgt at vise, men Muligheden
ligger i første Instans ene hos den bevilgende Myndighed;
og vi udtale da til Slutning det Haab, at den endelige
Afgjørelse af Spørgsmaalet om Danmarks Forsvar maa
vise, at Fædrelandskærligheden hos Folkets Repræsen
tanter ikke alene lægger sig for Dagen i smukke Ord,
men først og fremmest i Gjerning. '
Kjøbenhavn, i Januar 1876.
(198)