KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

1 3 0

G E O L O G I S K E O G H Y D R O L O G I S K E F O R H O L D

øverst ofte er bløde, sejge og mergelagtige, og dybere nede kan indeholde hårde,

sandstensagtige lag, findes der revner og sprækker, der hyppigt er stærkt vand

førende, ofte i forbindelse med hulrum i de hårde lag.

Som det ses af undergrundsrelieffet, findes der dale og højderygge i den præ

kvartære undergrunds overflade, og i dalene er ofte fundet rige vandforekomster,

f. eks. i den store brede kalkdal, der under Søndersø strækker sig mod vest langs

Værebro-åens dal ud til Roskilde fjord , og i den snævre kalkdal ved Thorsbro

samt i de dybe dalsænkninger ved Lejre.

I Midtsjælland ses det, at undergrunden (grønsandskalken) falder mod vest, mo

rænelagene bliver her tykkere, og også grønsandsdannelserne opnår meget betydelig

tykkelse. Ved den ovennævnte 230 m dybe undersøgelsesboring ved Fjenneslev-

magle nåede man ca. 165 m ned i grønsandsmergelen uden at gennembore den.

Til gengæld bliver vandforekomsterne i disse lag, efterhånden som man går mod

vest, sparsomme og usikre eller mangler belt, eller de optræder som saltvand.

I de udførte undersøgelsesboringer foretages regelmæssige målinger, hver eller

hveranden måned, af grundvandspejlets højde. Over disse målinger føres journal,

og de muliggør optegning a fk o rt over grundvandspejlets højdebeliggenhed (»Vand-

rej sningskort«).

På fig. 38, der gengiver den del af Sjælland, hvorover vandforsyningen har et

temmelig sikkert billede af grundvandets højdeforhold, er ved blå niveaukurver

med 2 m ækvidistance vist grundvandets stighøjde i m over havet, og på fig. 39

er de samme forhold vist plastisk ved fotografering af et opbygget relief.

Som almindeligt kendt dannes grundvandet ved nedsivning gennem de øvre

jordlag af den del af nedbøren, som ikke fordamper fra jorden eller optages af

planterne eller strømmer overfladisk af i grøfter, bække og åer.

Under denne nedsivning, der foregår mere eller mindre hurtigt og let, eftersom

lagenes porer er store (sand, grus) eller fine (ler), foregår bevægelsen i det væsent

lige lodret, under tyngdens påvirkning, indtil et sammenhængende, vandstand

sende lag, f. eks. kalk eller kridt, tvinger bevægelsen over i en sideværts retning,

hvorved der i porerne eller sprækkerne opstår en langsom strøm a f grundvand

mod en sø, et vandløb eller havet.

Man ser af relieffet, at grundvandspejlet danner en kuperet flade, med bakker

og dale, omtrentlig formet efter terrænet, men udfladet, og med vandskel, hvorfra

grundvandet strømmer i en retning, der er vinkelret på niveaukurverne, henimod

dalene. Før vandværkernes vandindvinding gjorde kunstige indgreb i grundvand

spejlet, strømmede grundvandet i de vandførende lags porer, spalter og sprækker

enten mod ådalene, hvor noget af vandet trådte frem i kilder eller ved opsivning

på lave arealer og fortsatte i vandløbene, eller direkte ud i havet, hvor opsivning

eller udløb skete i havbunden. A f reliefkortet ses, hvorledes der nu omkring vand

værkernes boringsgrupper (kildepladser) er dannet sænkningstragte eller -gruber,

mod hvilke vandet bevæger sig for at oppumpes som drikkevand. Der opstår her-