KøbenhavnsVandforsyningsHistorie

218

F O R S Y N I N G S F O R H O L D I B Y O M R Å D E T

Vandindiægget består oftest af flere ledninger, som forgrener sig til de enkelte lej

ligheder og rum, hvor tapstederne er anbragt. Ledningerne udføres nu a f galvani

serede, lette gevindrør, og deres størrelse, der tidligere blev fastsat efter skøn, be

regnes nu efter en forudsat vandmængde eller efter antallet og størrelsen a f tilknyt

tede tapsteder. Med hensyn til de mange elementer, som indgår i et vandindlæg,

såsom varmtvandsforsyning, og til de krav, som stilles for at opnå en holdbar,

driftssikker og hygiejnisk forsvarlig installation, må der henvises til »Vejledning i

vandmesterfaget i København«, som udgives ved Københavns vandforsynings for

anstaltning, væsentligst til brug ved vandmesteruddannelsen.

I de senere år har der, både i bycentret og adskillige steder i forstæderne, udviklet

sig højhusbebyggelse, hvis øverste etager ikke kan forsynes ved det normale vand

tryk i ledningsnettet, hvorfor der her anbringes et trykforøgelsesanlæg, bestående

af et elektrisk drevet, automatisk pumpeanlæg, som i forbindelse med en vindkedel

giver vandet det manglende tryk.

Samtlige hoved-, forsynings- og stikledninger lægges, uanset at de sidste betales

a f husejeren, af vandforsyningen ved egen foranstaltning.

I en årrække fandtes et antal autoriserede anboringsmestre, der var berettiget

til, under vandforsyningens kontrol, at udføre stikledningsarbejder i gaderne og

forbinde stikledningerne til forsyningsledningerne, men denne ordning er gradvis

bortfaldet og nu helt ophørt.

Husinstallationerne udføres derimod fremdeles ved autoriserede vandmestre,

først i henhold til en lov af 4. marts 1857, senere efter en lov a f 23. januar 1903,

nu ifølge lov a f 7. maj 1937 om tekniske installationer. Deres duelighed sikres gen

nem en faglig uddannelse og ved en særlig fagprøve med forudgående teoretisk og

praktisk undervisning.

Allerede fra 1902 havde Københavns og Frederiksberg kommuner overenskomst

om en fælles autorisationsordning, bestående i, at autorisationen i den ene kommune

også var gyldig i den anden, og til denne ordning har efterhånden de fleste omegns

kommuner sluttet sig. I de senere år har man besluttet sig for også at normalisere

administrationen af vandindlægget m. v.

V A N D E T S B E T A L I N G

Inden vandværket påbegyndte driften i 1859, var det ved lov af 30. november 1857

bestemt, at en ejendom, der betalte sin vandafgift efter etageareal, havde ret til

vand til almindeligt husbrug fra en taphane i gården, en taphane i hvert køkken

samt en taphane til et badekar for beboerne i hver etage. Flere haner til husbrug

kunne tillades mod betaling af en særlig afgift på 2 rigsdaler for hver hane.

For vand til næringsbrug betaltes efter forbrugets størrelse en pris af 32 skilling

for 100 tdr. vand, svarende til ca. 5 øre pr. m3 vand. Vandskatten efter areal blev

senere reguleret ved lov af 19. februar 1861, hvorefter den for forhuse androg 2