69 / 263
B R A N D - O G V A N D K O M M I S S I O N E N A F 1 7 1 4
67
Fig.
17
. Kartouche af
landkort med Københavns
symboler og vandmestrenes
værktøj.
Stadsarkivet.
det. Det blev i den forbindelse bestemt, at regnskabet skulle revideres af nogle
få og først derefter forelægges alle parthaverne6).
Da der blev klaget over, at vandmestrene og deres folk ikke udførte deres plig
tige arbejde med tilbørlig flid, blev der 1732 ansat en mand til at holde øje med
dem og kontrollere, at de ikke tog en urimelig betaling for deres indsats. Dagløn
nen blev sat til 24 sk. for svende og 20 sk. for arbejdsmænd; men der blev dog
åbnet den ventil i systemet, at hvis ikke vandmesteren kunne skaffe folk til denne
pris, måtte parthaverne selv antage folk til den pris, de kunne, og så skulle vand
mesteren vejlede dem ved arbejdets udførelse. I betragtning af, at vandmestrenes
mestersvende ikke havde de kundskaber, der krævedes af dem, og navnlig ikke
kunne læse eller skrive, blev det bestemt, at der skulle antages 4 lærlinge, en for
hver af byens vandmestre, så man ved mesterens dødsfald kunne være sikker på
at have kompetente folk. Lærlingene skulle have hver 1 rd. årlig og 1 mk. dansk
pr. arbejdsdag, og de skulle navnlig beskæftiges ved arbejde på hovedrenderne7).
Dette hjalp dog ikke i længden. Man måtte senere som mestre antage »ordinære
arbejdskarle eller såkaldte vandkiggersvende, der næppe kunne skrive og regne,
(end) mindre forstå noget af den del i matematikken, der concernerer vandvæse
net«. I 1757 hedder det, at kun en af byens vandmestre, Nikolaj Bruun, forstod
sig ordentligt på sit arbejde, og man ville derfor igen antage 2 lærlinge, som så