183 / 293
i
7 8
Værelse X III.
Han rejste til Rom i 1817, medens han boede i Venedig,
bl. a. for at lade sig modelere af T h . Denne, der rimeligvis
ikke kendte en Linie af ham, havde sit Besvæ r med at faa
g jo rt hans Byste (se S . 1 0 7 ); den forekom ikke D ig
teren „ulykkelig“ nok i Udtrykket, men tilfredsstillede alle
andre, ogsaa hans L ed sager og Beundrer, John Hobhouse,
der 5 A ar efter Byrons Død henvendte sig til T h . og bad
ham gøre en Portræ tstatue i Legem sstørrelse som Mindes
mærke over Digteren.
T h ., der havde faaet Sympati for
Byron, da han drog Grækerne
til Hjælp, og i den
Anledning hugget hans Byste' i et ekstra godt Stykke
græsk Marmor, tog mod Bestillingen og lovede at
give et R elief til Fod stykket i T ilg ift paa de 1000
Pd. S terl., der var tilbudt ham for Statuen.
Denne
modeleredes i E fteraaret
1830, blev hugget i Mar
mor og kom til England 1835.
Men her kunde Komiteen
ikke finde Plads til den.
Gejstligheden vilde, paa Grund
af Byrons GudLøshed, ikke tillade dens Opstilling i W est-
minster Abbediet, hvor engelske Stormænds Mindesmærker
ellers rejses, og Pakkasserne blev derfor staaende uop-
lukkede i Toldvæsenets Magasiner i 10 Aar, indtil man
endelig fik L o v til at opstille Statuen i Trinity K ollegiet i
Cambridge, hvor Byron havde studeret.
D igteren sidder
iført sin Tids D ragt med Kappe over Skuldrene; han hol
der en halvaabnet B o g i Haanden og ser hen for sig, op
tagen af at finde Ord for sin Stemning og forme dem i
Vers.
Han støtter Pennen mod Hagen, og i hans Ansigt
er der et* Udtryk af Beaanding ved det opadvendte Blik
og den let aabnede Mund; Hovedets Holdning er fri, S til
lingen naturlig, der er noget let og elegant, noget ungt
og indtagende over hele Personen, men et videre fyldigt
B eg reb om den himmeltrodsende og verdensforagtende
Smertensdigter giver Ffiguren ikke.
En Bevægelse som
den med Pennen mod Hagen er saa lidt byronsk som vel
muligt.
Hans egen Indvending mod Bysten, at den ikke
var „ulykkelig“ nok, kan med langt større R et gøres gæl
dende mod Statuen, saa meget mere, som T h . har fjernet
det Udtryk af Sm erte, der er i Bystens T ræ k , og i det
hele idealiseret disse til Bedste for den lyriske Stemning,
han vilde have frem. (Jvnf. Bysten, der staar i Korridoren
lige ved Døren.)
Digteren sidder paa nogle Ruiner af