KøbenhavnsGamleKirker

herimod, maatte man straks lade ham »indkaste i den afskyelige

Daarekiste, som er gjort bag Pesthuset«. Men, tilstod han, »paa det

Sindet kan hos mig til det gode igen des mere forandres, da vil jeg

straks, nu jeg bliver fra Pesthuset erlediget, gaa til Stranden og gaa

ind i en jydsk Skude, som farer til Jylland og forblive dér i Landet,

indtil Rektor og Professorer kan blive fuldkommen forsikrede, at

ingen skal have sig for mig at befrygte«. Den Kendsgerning, siger

H. F. Rørdam videre i sin Karakteristik afJens Justesen, at han le

vede som han lærte, aldrig skaanede sig selv, men var de fattiges

bedste Trøst, maatte dog erhverve ham en stor Agtelse blandt alle

Veltænkende, og naar ingen anden kunde udrette noget, søgte man

til ham. Da den unge og tapre, men vilde og ustyrlige Ulrik Kristian

Gyldenløve, laa paa sit yderste, kunde kun Mester Jens Justesens

ærlige Djærvhed faa Ørenlyd hos den unge Kongesøn, der saa nødig

vilde sige Farvel til Livet. I Marie Grubbe har I. P. Jacobsen skil

dret, hvorledes Præsten besøger Ulrik Kristian og bereder ham til

Døden.

Da Byen stadig voksede og Set. Anna Rotunda, som havde været

bestemt til at blive Sognekirke for Ny København, var blevet ned

brudt, blev Trinitatis Kirke i 1683 gjort til Sognekirke i Stedet for

den. Fastsættelsen af det nye Sogns Grænser voldte meget Besvær

og gav Anledning til, at der maatte nedsættes flere Kommissioner,

men endelig udstedte Kongen i 1686 en Forordning, der afgjorde

Spørgsmaalet. En Gennemlæsning af de Dokumenter, som denne

Strid foranledigede, gav, efter hvad Erik Pontoppidan sagde (1760)

»et Bevis paa den Sandhed, at Verden har været sig selv lig, i Mis

fornøjelse, Trætte, partiske Kendelser, lange Opsættelser og den

højeste Øvrigheds Umage med at bringe i mange Aar og ved mange

Kommissioner det til Endelighed, som af Begyndelsen syntes ganske

kortelig og lettelig at kunne lade sig afgøre«.

1 2 2