149 / 229
F R E D E R I K S S T A D E N S F Ø R S T E B O R G E R
H U S E O G D E R E S P L A C E R I N G
AF JO H N E R IC H S E N
Sankt Annæ Plads er underlig langstrakt og fortjener dårligt nav
net plads - promenade havde vel været en bedre betegnelse. Den
har sin oprindelse i årene efter 1689, da Ole Rømer regulerede
hele det område, hvor det netop nedbrændte slot, Sophie Amalien
borg, havde stået.1 Terrainet var sumpet, og Rømer lod derfor
en kanal grave langs Norgesgade (Bredgade) og langs en nyanlagt
tværgade, som fik navnet Sankt Annæ Gade. Kanalen blev 30
alen bred, og den tjente et dobbelt formål, nemlig dels at afvande
det fugtige areal og dels at afgrænse Amalienborg Have, som i den
følgende tid var genstand for forskellige slotsprojekter.2 Ingen af
disse realiseredes, men området deltes i en have og en exercerplads.
Således lå det hen, indtil man i 1749 besluttede at anlægge en
helt ny bydel på dette sted. Kanalen omkring haven opfyldtes, og
de 30 alen lagdes til Sankt Annæ Gade, som derved fik så anselig
en bredde, at dens navn efterhånden ændredes til Sankt Annæ
Plads.
I det følgende skal vi koncentrere os om denne plads - eller
rettere om dens nordlige side, husrækken fra Bredgade til Amalie-
gade og især de to midterste huse. Betragter man i dag hele denne
facaderække, vil den på grund af de lyse farver og det klassicistiske
tilsnit nok forekomme ret ensartet. Det skyldes imidlertid senere
tiders voldsomme indgreb mod den oprindelige plan, som den var
udtænkt af hofbygmester Niels Eigtved. Nye huse er kommet til,
og de ældre er blevet ombygget mere eller mindre til ukendelighed ;
10*
T4 7