150 / 229
J O H N E R I C H S E N
det forhindrer naturligvis ikke, at de tilkomne huse i sig selv er
værdifulde, og ej heller, at hele facaderækken danner et fint og ro
ligt gadebillede.3
Bebyggelsen af Sankt Annæ Plads’ nordside er et led —og som
det vil ses - et meget vigtigt led i opførelsen af en helt ny bydel,
Frederiksstaden eller Amalienborgkvarteret, som den nu benævnes.
Den 6. december 1749 havde Frederik V overdraget området mel
lem Bredgade, Sankt Annæ Gade, Toldbodgade og en ikke længere
existerende gade, som gik parallelt med Sank Annæ Gade næsten
helt ude ved Kastellet, til staden København. Gaven var betinget
af, at magistraten administrerede områdets bebyggelse; borgerne
skulle få gratis grunde og fri indførsel af byggematerialer samt nyde
30 års indkvarteringsfrihed, blot skulle de i løbet af fem år have
opført en bygning på grunden, og tegningen hertil skulle først
godkendes af stadsbygmesteren. For hele kvarteret havde Niels
Eigtved udarbejdet en af kongen approberet generalplan, som de
byggende skulle rette sig efter. Endelig krævede man, at vinduerne
flugtede fra hus til hus.4
Trykte rådstueplakater forkyndte dette for borgerne, og den 19.
januar 1750 hed det i en sådan plakat, »at endel af denne stads
indvånere allerede
har
(forf.s fremhævelse) ladet sig antegne og
er bleven anvist byggepladser«.5 To fortegnelser over liebhaverne
er bevaret. Den tidligste nævner blot 23 navne, og her møder vi
murermester Niels Rasmussen Engerslev og tømrermester Peder
Rasmussen. Den næste fortegnelse, som må være udfærdiget kort
efter, indeholder 24 navne og angiver desuden, hvor i den ny bydel
de enkelte liebhavere har fået grunde. De to håndværksmestre er
her placeret ud til Sankt Annæ Gade, hvilket også var tilfældet
med gehejmeråd W. A. von der Osten og kammerråd Christen
Lintrup.6
Efter de nuværende gadenumre fordeltes grundene således: i
1 4 8