![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0236.jpg)
HENVISNINGER OG TILLÆG
223
(25. Juni) indskærpedes det ham at vaage over, at der ikke fore
vistes saadanne Dyr, med hvilke det ved Anordningerne var for
budt at omløbe, saasom Bjørne, Abekatte m. v. (B. 1800, 936;
B. 1801, 1378). — J. Davidsen fortæller (Fra det gi. Kongens
Kjbhvn. II, S. 10 f.), at „da en Løve i Frederiksberghaves Mena
geri i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede var sprungen
ud af sit Bur efterat have sønderrevet sin Vogter, blev det for
budt at forevise deslige store Rovdyr, indtil denne Bestemmelse
for fyrgetyve Aar siden [o: ca. 1840] atter blev hævet“. Hvorfra
Forfatteren har denne Viden, er vanskelig at sige; maaske er
dog hans Kilde at søge i Skilderiet for 13. Juni 1807, der inde
holder følgende Notits: „Mærkeligt er det, at man i et Planke
værk i Frederiksberg Hauge endnu finder de Huller, igennem
hvilke den Løve, som fordum fandtes i det derværende Mena
geri, blev skudt.“ Men det maa være en gammel Historie, der
her omtales, thi Menageriet i Frederiksberg Have, der byggedes
1706 (Friis, Saml. til Dansk Bygnings og Kunsthist., S. 97), var
saa vidt vides allerede ødelagt 1768 (jvfr. Trap, Danmark (3. Udg.)
I, 162). Derimod udgik 2. Juli 1822 et saalydende Reskript til
Kancelliet: „Da Forevisningen af vilde Dyr af glubende Natur
hverken i naturvidenskabelig eller i anden Henseende kan have
nogen særdeles Nytte, eftersom de Dyr, hvormed der i Alm.
omrejses, saasom Løver, Tigre, Hyæner, Ulve, Bjørne o. s. v.,
allerede ere Naturforskeren tilfulde bekendte, og slige Dyr, naar
de ved Uforsigtighed eller Vanheld slap løse, kunde afstedkomme
megen Ulykke, førend de kunde dræbes eller indfanges, saa
ville Vi allernaadigst have Vort Kancelli paalagt at foranstalte,
at de nævnte og andre Dyr af lignende glubende Natur herefter
under intet Paaskud indføres eller forevises her i Landet“ (B.
1829, 1729). —
Caramatti:
B. 1801, 1370, jvfr. Ekstraktprot. s. A.,
1182; B. 1801, 1411, jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1370. De tre Bjørne,
der indførtes 1802, tilhørte en Johan Caramanti (skal formo
dentlig ogsaa være Caramatti). B. 1802, 1314-15, jvfr. Ekstrakt
prot. s. A., 1208; B. 1802, 1646; B. 1802, 1694, jvfr. Ekstraktprot.
s. A., 1478. —
Sacchi:
B. 1802, 1232; Adr. 1802, 245; Kiøben-
benhavnsbladet 1802, 83.
— Johan Belli:
B. 1804, 1311, 1577, 81,
jvfr. Ekstraktprot. s. A., 1295, 1619; Johan Belli et Comp. androg
allerede 1787 om „at maatte opvarte Publikums Nysgerrighed“
med afrettede Hunde, men fik Afslag (DK. Breve 1787, 2433). —
B. 1802, 1371. — Der var mange andre Forevisere med Dyr,
nogle fik Tilladelse, andre ikke; blandt de sidste var en Italiener,
hvis Andragende begynder saaledes: „Den naadige Optagelse,
Deres Maj. lader forunde de fremmede Kunstnere, og dem der
har haft Natursjældenheder at fremvise, som har vovet at nærme
sig Deres Maj.’s Riger og Lande, har opmuntret mig (som for
medelst Krigens Udbrud i mit Fædreneland Italien har maattet
fly fra en stille Næringsvej og søge Tilflugt i den ustadige Hånd
tering at oplære Bjørne og Aber, for med disses Færdighed at