8 / 269
FORORD
N
æ r v æ r e n d e
Bind slutter sig nøje til det tidligere udkomne
om Casorti og Forstadsteatrene. Det fortsætter og afslut
ter Skildringen af de offentlige Forlystelser i Tiden fra omtrent
1785 til 1840; er Forfatteren undertiden gaaet uden for Tids
grænsen, er det enten for at faa Basis og historisk Forudsæt
ning for et behandlet Fænomen eller for at faa Lejlighed til at
afslutte et Hele. Skildringen befatter sig kun med de ForlysteL
ser, der i alt væsentligt falder uden for Begrebet Kunst. Det
er ikke Kunsthistorie, men en Art Folklore. Det er fortrinsvis
Folkets, det store, brede Publikums Adspredelser, der er gjort
til Genstand for Behandling.
Det er et beskedent Emne. Men alligevel — i Dagliglivets
Smaating, i Døgnets Interesser spejler Folkelivet sig ofte med
stor Styrke. Skildringen er lutter Mosaik, bygget op af tusinde
bitte smaa Enkeltheder, og det er da kun naturligt, at det ikke
altid er lykkedes at udmønte Stoffet i jævne, anskuelige Billeder.
Er Fordringen om en nogenlunde harmonisk Fremstilling et
rimeligt Krav, saa er Fordringen om mange og nøjagtigt be
stemte Enkeltheder det ikke mindre. Smaa Detailler, som Nu
tiden forlængst har glemt, men som Datiden havde god Rede
paa, kan ofte faa Betydning. Et vigtigt Brev, der mangler Dato,
kan tidsbestemmes, en historisk Begivenhed kan gives den rette
Lokalkolorit, et bestemt Sted i et Digterværk opløser sig i uanede
Perspektiver, naar Detaillen belyses paa rette Maade. Mange
Enkeltheder i et Arbejde sort} nærværende er derfor vel anbragt.
Ganske vist interesserer Kulturhistorien sig mere for Tingenes
Udvikling, Tendensen, end for den enkeltstaaende Kendsgerning,
men bliver let et udflydende Begreb, naar de positive Støtte