14 / 269
KILDEFORLYSTELSER I DYREHAVEN
D
a
Fru Heiberg døde, skrev Holger Drachmann
et pragtfuldt Digt, hvori han lagde den hen
farne Kunstnerinde disse Ord i Munden:
N ej, K un sten begynd er i D yrehavs-B od,
blandt G øg lere fin des d en s M oder;
den fød es til Liv i en K æ lderhals,
drejer sig ej i en Sagtevals
efter de sirlig ste N oder!
D e B ræ dder, hvorpaa den har bygt sit H u s
Z ig eu n ersn ed k eren sk y ld es:
for Folket den virker — fra F olket den kom ,
den kræ nger sig ej til F ilister om ,
hvor rigt saa B ræ dtet forgyldes!
Om Fru Heiberg virkelig har udtalt sig i denne
Retning, maa Digteren staa inde for, men der ligger
aabenbart en Sandhed gemt i disse udpræget Drach-
mann’ske Linjer. Den ældste dramatiske Kunst, naar
den ytrede sig uden for Kirken og Skolen, fik Tag
i Folket gennem omvankende Bander, der agerede
fra Fjæleboder, og endnu sætter det forædlede Gøg
lerblod ofte den rette Lød paa Scenekunsten.
Det er gaaet med Dramatikken i det smaa som
det er gaaet med Naturens Udvikling i det store:
Offentlige Forlystelser i Fred. VI’s Tid. II
1