19 / 269
6
K ILD EFORL Y STE LSER I DYREHAVEN
ledes han om Eftermiddagen lod sig „forlyste at
spadsere uden for Byen hen til den Kilde, som er
ved Gammel Vartov, hvilken mange Folk denne
Sankt Hansaften, efter aarlig Sædvane, søgte til, fordi
man indbilder sig, at den skal have nogen Læge
domskraft hos sig; ihvorvel at den dog ikke er i saa
stor Æstime som Helenæ Kilde, hvilken, propter ma
jorem sanctitatis opinionem, af langt flere paa denne
Tid besøges. Der jeg saa, hvor begærligen samme
Kilde-Vand af plerisque adventantium blev brugt, lod
jeg noget deraf i en Skaal henbære til en afsides
Krog ved Strandbredden, hvor jeg (ab hominum con-
spectu remotus) toede mig dermed.“ Tilstrømningen
til Vartov-Kilden holdt sig langt ind i det attende
Aarhundrede, og Folkelivet antog efterhaanden grel
lere Farver. Sæderne slappedes, Slagsmaal og Op
tøjer gav undertiden St. Hansløjerne en vild og
utæmmet Karakter.
I „Kilderejsen“ behandler Holberg som bekendt
disse Valfarter, og at han tager særligt Sigte paa kø
benhavnske Forhold, selv om der ogsaa i Komedien
findes Situationer, der kan eftervises i fremmede
Forbilleder — er ganske tydeligt. Det er forlængst
paavist, at Holberg ikke kan have tænkt paa Kirsten
Pils Kilde og Dyrehaven — hvad den historiske
Udvikling iøvrigt i sig selv forbyder; P. M. Stolpe
har sikkert Ret i at stedfæste Stykkets Handling til
Vartov-Kilden, da Folkelivet ved Vangede Kilde, der
straks skal omtales, synes at have været af en an
den, mere skikkelig Art. De faa lokale Hentydnin