ByensDyreliv

var Trækfuglene, der lod sig høre; atter andre holdt paa, at den fine Piben

stammede fra Faarekyllinger eller fra den store Aftensværmer, Dødn inge

hovedet; der var endogsaa dem, der gættede paa, at Lyden kom fra R o t

ter, som løb hen ad Tag renderne.

Zoologen, D r. William Sørensen, interesserede sig ogsaa meget for de

mystiske Lyde, og da han paa sine gamle Dage ikke mere selv kunde høre

den, fandt han paa U d v e j: han bad to Personer om at holde ham hver

i sin Haand, og saa trykke fastere til, naar de hørte Lyden , for at han

kunde prøve, om han kunde faa noget at se. Men det lykkedes im idlertid

ikke gamle William Sørensen at løse Gaaden.

Vilhelm Bergsøe hældede til den Anskuelse, at det maatte være D ød

ningehovedet, der peb. Paalidelige Iagttagere havde fortalt ham, at denne

Aftensværmer var almindelig inde over København sent om Efteraaret,

og at dens pibende Stemme ofte kunde høres i Byens Gader, særlig over

Kirkegaardene.

Først i 1920 blev Gaaden løst af nuværende Afdelingsleder ved Insulin-

institutet, D r. phil. Axel Hemmingsen. Der blev nedsat en hel lille viden

skabelig Kommission af ældre Zoologistuderende, og efter mange for

gæves Forsøg blev det konstateret, at det var Flagermusehannerne, der

peb i Parringstiden, som netop indtræffer om Efteraaret. En Ok tober

aften baade hørte og saa Hemmingsen en Flagermus, der fløj rund t om

Taa rne t paa St. Petri Kirke, og en halv Snes Dage senere lykkedes det

Magister Hørrmg at levere Beviset, idet han — efter forud indhen tet

Pohtitilladelse — skød en af St. Petri Flagermusene, en Han-Skimmel-

flagermus, mens den var lige m idt i et Piv.