92 / 121
Hejren og Storken, der altid har Haandsvingfjerene spilede, saa man kan
se dem enkeltvis. Landfuglenes Vinger er ogsaa forholdsvis meget bredere
end Havfuglenes; men Landfuglene behøver heller ikke at kæmpe sig
frem mod Storm og Uvejr, som de andre tit maa gøre det.
Der er en fysisk Lov, som siger, at det er lettere at meddele en stor
Masse en vis Fart nedad, end at meddele en mindre Masse en tilsvarende
større Fart. Fugle med lange og smalle Vinger er altsaa de bedste F lyvere:
de faar fat i meget mere af den Luft, de flyver frem imod, mens den smalle
Vinge kun meddeler Luftmængden en forholdsvis ringe Fart nedad.
Paa stormfulde Dage kan man se Maagerne staa stille i Luften oven
over Hustagene, uden at bruge Vingerne. Blæsten preller mod Murene
og stiger lodret til Vejrs, og derfor kan Fuglene blive svævende paa
samme Plet i lang Tid.
Ved forskellig Vindstyrke er Vingernes Bevægelse forskellig. Ved
Vindstille er Vingeslaget meget stort, og Maagerne kan øge Farten ved
at føre Vingespidserne fremefter i Nedslaget og lægge dem tilbage, naar
Vingerne føres op igen. Ved jævn Vindstyrke bevæges Vingerne hurtigere
op og ned; under Storm tager Maagerne Reb i Sejlene ved at lukke
Vingerne lidt sammen, saa Overfladen bliver kendeligt formindsket.
Det er selvsagt begrænset, hvor langsomt en Fugl kan flyve, og det er
en Kendsgerning, at Mmimumsfarten — baade for Fugle og andre
Flyvemaskiner — er af langt større Vigtighed end Maksimumsfarten.
Jo hurtigere og tungere Bombemaskinerne bliver, des mere brændende
er Spørgsmaalet om Landingsfarten.
Det er lykkedes Flyveteknikerne at konstruere et Apparat til at for-