12 / 274
P R O L O G
af
HansHartvigSeedorff Pedersen.
Jeg hilser dette Rum, hvor Luften hæver
af andre Slægters dybe Aandedrag,
hvor Skyggen, som sig mørk af Mørket hæver,
endnu har Blod til Hjærtets dulgte Slag.
Jeg løfter langsomt Templets gyldne Kar
som Hilsen fra os selv til dem, der var.
Lys, Giod og Varme strømmer mig imøde . . .
1
lever længe, Danmarks store Døde!
Her blev de høje Aander lukket inde.
De blander deres Liv med Liv, som er.
Jeg ser dernede deres Aasvn skinne
som blege Taagemasker mellem jer.
Dér støtter Heiberg med sin smalle Haand
det skarpe Ansigt, slebet af hans Aand.
Og Oehlenschlågers skønne Øjne funkler —
et Stjærneblik, som intet Mulm fordunkl er.
De finder, alle, deres vante Stole:
Johannes Ewald . . . Wessel . . . Ivierkegaard . . .
Den kære Andersen, i pudset Kjole . . .
Og Mejslens Mester med sit hvide Haar.
Her rakte Muserne i flygtig Dans
hans Liv og Værk den sidste friske Krands
og lagde Sorgens mørke Vedbendranke
— blank som af Taarer — om hans Løvemanke.
9