136 / 274
finder de øvrige Musikere sig, og snart er Stemningen i fuld Gang
— og Smaa-Øvningen forøvrigt ogsaa; er man heldig, kan man
opfange snart denne, snart hin Passage fra Musikken til Aftenens
Forestilling, spillet af en Trompet, en Klarinet, et Horn, en Fagot
eller hvad det nu kan være. Een Tone skærer igennem næsten
ustandselig: det A i Kammertonen, som Første-Oboisten med
Mellemrum udsender, og som Orkestrets øvrige Medlemmer skal
stemme deres Instrumenter efter; at det netop er Oboen, der »giver
Tonen an«, har sin Grund i, at dette Instruments Stemning prak
tisk talt ligger fast, saa de øvrige maa rette sig efter det. Naar
Kapelmesteren begiver sig til sin Plads, eller hvis Kongefamilien
træder ind i sin Loge, før Lyset slukkes, hører Lydvirvaret op,
og Orkestret er parat til at tage fat, naar Kapelmesteren hæver
sin Taktstok eller giver Signal ved et Par lette Slag med den paa
Lampeskærmen foran sig.
I Pauserne tømmes Orkestergraven ligesom Tilskuerpladsen, og
Kapellets Medlemmer begiver sig til de særlige Lokaler, der er
til deres Raadighed. Det største af dem kaldes Kapelfoyeren; det
vender ud mod Magasin du Nord og har særlig Indgang fra Gan
gen ud mod Tilkørsels-Trappen. I Foyeren hænger Billeder af
en Række tidligere Kapelmestre, store Gruppebilleder af Kapellet
gennem Tiderne og andre Ting og Minder med Tilknytning til
Orkestrets Virke i og uden for Teatret.