DetKongeligeTeater

Forbindelse med Scenen, hvis noget uforudset indtræffer, og foran

ham ligger Kontakter, paa hvilke han trykker, hvis det f. Eks.

paahviler ham at give Tæppesignal, eller Signal til Frembringelse

af særlige Lyde paa eller bag Scenen, der skal falde paa bestemte

Takter i Musikken — som f. Eks. Kanonslagets Affyring i sidste

Billede af Balletten »Tolv med Posten«. Bag Kapelmesterens Plads

er udspændt et hvidt Klæde for at hans Takteren saa meget des

lettere skal kunne ses af de optrædende paa Scenen.

I umiddelbar Nærhed af Kapelmesteren sidder Anførerne for

henholdsvis 1. og 2. Violinerne, Bratscherne og Violoncellerne,

saaledes til venstre for ham de to Violinister ved Violinernes

Førstepult; de hed i gamle Dage Solospillerne, men kort før Aar-

hundredskiftet, i 1895, genoptog man den gamle Koncertmester-

Betegnelse, og den er i Brug fremdeles. De to Koncertmestre skif

tes hver Maaned til at spille de Solo-Steder, der maatte fore

komme i Musikken; den, der har Tur, sidder yderst til højre. Paa

Anden-Violinerne og Bratscherne har Anførerne ikke særlige Be

tegnelser, men derimod paa Violoncellerne, hvis Solist ogsaa er

Koncertmester. Paa alle de øvrige Stemmer er der ligeledes sær

lige Solospillere; disse Pladser blev i gamle Dage besat efter

Anciennitetsprincippet, saaledes at de ældste i Grupperne be

klædte dem, men nu bruger man ved Besættelsen af dem Kon

kurrence, efter ganske samme Principper som ved Ansættelse af

nye Medlemmer i Kapellet.

I den rent praktiske Del af det daglige Arbejde bistaas Kapel

mestrene af Kapelregissøren; det var i gamle Dage en af Kapel

lets Musikere, der fungerede som saadan, men nu er det en sær

lig Embedsmand. Han fører alle nødvendige Tjeneste-Lister, sør

ger for Nodematerialets Omdeling, tager sig af Anskaffelser og

indkalder Assistance i Tilfælde af Sygemeldinger eller naar Ka

pellet skal forstærkes op. Ligeledes fører han Regnskab med

Instrumenterne, der fra gammel Tid tilhører Teatret og Kapellet,

og ikke de enkelte Musici.

En af de Ting, der stærkest prenter sig i Publikums Erindring,

er det store Lydvirvar, der altid hersker nede i Orkestergraven

før Forestillingen. Det begynder med, at Blæserne kommer — i

god Tid — for at varme deres Instrumenter op, lidt efter lidt ind

132