DetKongeligeTeater

paa værdig Vis slutter disse Instrumenter op i Rækkerne bag de

store og berømte, der her er beskrevet og hvis Tilstedeværelse er

et af de ydre Kendetegn paa Kapellets aarhundredgamle Tradi

tioner.

Saa længe det kongelige Kapel har bestaaet, har det, under den

ene eller den anden Form, haft en Leder, hvad enten han nu hed

kongelig Sangmester, Dirigent for de kongelige Hofviolons eller

Kapelmester. Den sidste Titel er jo blevet staaende, men Kapel

mesterens Funktioner er ikke ganske de samme i Dag som f. Eks.

da Kapellet blev fast Teater- og Operaorkester.

Ved den Tid var den musikalske Magt paa en mærkelig Maade

delt i bl. a. ved Opera- og Oratorieopførelser. Forholdet var det,

at Kapellet paa den ene Side og Kapelmesteren med sine Sangere

og Koret paa den anden Side betragtedes som to forskellige En

sembler, der virkede sammen sideordnet. Kapelmesteren ledede

sit Sangpersonale fra Klaveret, idet han ved at spille paa det,

akkompagnere, holdt sammen paa Stemmerne. Orkestret havde

han under Opførelsen ikke andet at skaffe med, end at han, i

Overensstemmelse med en gammel besynderlig Sædvane, maatte

fungere som Bladvender for Første-Violoncellisten og Første-

Kontrabassisten; disse tre i Forening udgjorde, som Carl Thrane

udtrykker det, Musikkens »Fundament«.

Orkestrets Leder var paa den Tid Anføreren for Primo-Vio

linerne, Koncertmesteren, der udførte sit Lederhverv ved at spille

for. I sidste Instans kom dog naturligvis Orkestret til at respektere

Kapelmesterens Intentioner, selv om disse ikke meddeltes direkte

til det — dets Opgave var jo, som den Dag i Dag, udelukkende at

akkompagnerende Art.

Koncertmesteren — gennem mange Aar den ældre Hartmann

—var Orkestrets daglige Leder og anførte det ogsaa ved Udførel

sen af Mellemaktsmusikken og en Del af Balletmusikken; Kapel

mesteren var stedse øverste musikalske Chef, men tog sig ofte ikke

meget af Orkestrets Forhold. Den Udvikling, der hen mod Aar-

hundredskiftet skete paa dette Omraade, naaede lidt efter lidt, om

end langsomt, til Danmark; det blev efterhaanden til, at Ledelsen

127