Mand, og i 1833, i Slutningen af Claus Schalls Funktionstid som
Kapelmester, var det oppe paa 48 Mand, inklusive 7 Elever, nem
lig: 15 Violinister, 4 Bratschister, 4 Violoncellister, 4 Kontra
bassister, 4 Fagottister, 5 Fløjtenister, 4 Oboister, 4 Klarinettister,
3 Valhornister og 1 Harpenist. I de nærmest foregaaende Aartier
var det, Blikblæseinstrumenterne gennem Ventilsystemets Ind
førelse fik stærkt øget Betydning. Det var til at begynde med dyg
tige Hoboister, der anvendtes ved disse Instrumenter, de saakaldte
Bi-Instrumenter. Selvstændige Musikere paa disse Poster fik
Kapellet først i 1877, da Trompetister, Basunister, Tubaist og
Paukist gled ind som faste Kapelmusikere — Janitscharerne
maatte som nævnt vente helt til 1913.
Gradvis er Kapellet derefter vokset til de 60 faste Musikere, det
tæller i Dag. De fordeler sig saaledes: 18 Violinister, 4 Bratschister,
4 Violoncellister, 4 Kontrabassister, 3 Fløjtenister, 3 Oboister, 3
Klarinettister, 3 Fagottister,
6
Valdhornister, 3 Trompetister, 3
Basunister, 3 Janitscharer, 1 Harpenist, 1 Tubaist og 1 Paukist.
Af de 60 Mand er Halvdelen, 30 Mand, Strygere, 25 Blæsere, 1
Harpenist og 4 Janitscharer og Paukist. Denne Besætning er, selv
om den talmæssigt kan synes stor, efter moderne Orkesterforhold
kun netop tilstrækkelig, og i mange Tilfælde maa den, naar særlig
krævende Opgaver foreligger, suppleres betydeligt op, dels ved
Forstærkning af Besætningen paa de enkelte Stemmer (saaledes
navnlig Strygerne), dels ved Indkaldelse af Instrumenter, der ikke
disponeres over, hvilket sidste dog sker yderst sjældent og kun til
Udførelse af meget moderne Værker — som f. Eks. Gershwins
Opera »Porgy og Bess«, der bl. a. kræver Saxofoner og Banjo. Ved
store Wagner-Opførelser har Kapellet været udvidet til c. 80 Musi
kere, hvilket er den højeste Grænse; flere kan Teatrets Orkester
grav ikke rumme i sin nuværende Skikkelse.
*
Det kongelige Kapels, saavel som ethvert andet Orkesters, Ydel
ser gennem Tiderne, betingedes stedse af to Faktorer: Instrumen
terne og de Kunstnere, der spillede dem; den sidste er naturligvis
langt den vigtigste, medens den første ingenlunde er uden Betyd
ning for Helheden. Der er bl. a. af Musikhistorikeren Carl Thrane
124




