123 / 274
Mange glimrende Musikere, baade paa Stryger- og Blæsersiden,
havde det kongelige Kapel i første Halvdel af forrige Aarhundrede.
En af dem, der kunde være naaet højst, den unge Violinist Mads
Dam fra Svendborg, brød ud i 1810, fordi han ligesom Niels W.
Gade senere var for utaalmodig til at vente; han tog til Berlin og
blev en berømt Violin-Virtuos og Koncertmester i det kgl. prøj
siske Kapel. Men andre stod parat: Violinisten Wexschall vandt
hurtigt frem til Posten som Førsteviolinisternes Anfører og satte
gennem mange Aar sit Præg paa Violinkunstens Udvikling her
hjemme. I 1818 blev den glimrende Fløjtenist Niels Petersen Med
lem, og ti Aar senere kom en ung Kontrabassist, Henrik Rung ind
— den senere Syngemester, Cæciliaforeningens Stifter og en af de
mest danske Romancekomponjister, der har levet. I 1832 dukker
Navnet Mozart Petersen op i Kapellet; det genkalder Erindringen
om den mest fremragende Klarinettist, ja Blæser overhovedet, Or
kestret nogensinde har haft i sine Rækker. I Slutningen af Tredi
verne bliver Brødrene Helsted Medlemmer, begge senere Koncert
mestre (Dirigenter) ved Teatret: Carl, der blev en glimrende Sang
pædagog og uddannede adskillige af Tidens store Sangere, og
Edvard, der med Held satte Musik bl. a. til nogle af Bournonvilles
Balletter. I 1842 kom Jørgen Petersen, Niels Petersens Søn, ind og
blev hurtigt en lige saa storartet Fløjtenist som sin Fader.
Ved Midten af Aarhundredet begynder de Navne at rykke frem,
som endnu har Klang i dansk Musikliv, f. Eks. Violinisten Chr.
Schiørring, der baade var en fin Solospiller og Kammermusik-
spiller; ligesom sin Søn, C. F. Schiørring, der kom ind kort før
hans Død i 1893, var han i mange Aar Kapellets Første-Violinist
(Koncertmester). Violinisten G. A. Lembcke blev senere Synge
mester og er kendt som Komponist til adskillige Sange. Valdemar
Tofte, der blev Medlem af Kapellet i 1863, var Elev af saa store
Udlændinge som Ludvig Spohr og Joseph Joachim og blev selv
et af de største danske Navne paa Violinens Omraade herhjemme.
Aaret efter rykkede den bøhmisk-danske Cellist Franz Neruda ind
paa Violoncelpladserne; han blev senere selve Gades Efterfølger
paa Musikforeningens Dirigentpodium og øvede en stor Indsats
til Gavn for dansk Kammermusik-Kunst.
Med de to fremragende Violinister Anton Svendsen og Fr. Hilmer
120