O rkestergraven i d et gam le kgl. T ea te r ca.
1860
, u n d e r O pførelsen af
»Den Stumm e i P o rtici« ; p a a K ap elm e ster-P o d iet P ro fesso r Paulli.
Malet af V ioloncellisten og M aleren, K apelm usikus, P ro fesso r F. A. G.
R iid in g er (T eaterm useet).
er vi tæt oppe under vor egen Tid. Mod Slutningen af Aarhundre-
det konkurrerede en ung Musiker fra Fyen sig ind som Violinist:
Carl Nielsen, der som saa mange af sine berømte Forgængere i
Kapellet kom fra Militærmusikken; hvad han kom til at betyde
for dansk Musik, allerede medens han strøg sin Violin i Teatrets
Orkestergrav, er det ikke nødvendigt at minde om — dertil er han
en altfor central Skikkelse i vor musikalske Kultur. Selv om Ger
ningen i Kapellet gav Carl Nielsen Grundlaget for Tilværelsen, saa
huede den ham ikke helt, heller ikke, da han senere blev dets
2
.
Kapelmester. Han virkede friest i en mere uafhængig Tilværelse
end den Teatermennesker nu engang fører. Omtrent ved den Tid,
Carl Nielsen indtraadte i Kapellet, fik iøvrigt dette sit første kvin
delige Medlem, Harpenistinden, Frøken Agnes Dahl. Ogsaa hendes
Efterfølger paa Harpepladsen var en Dame, og i de senere Aar
er kvindelige Kapelmusici ikke længere noget Særsyn. Kapellet
tæller i 1943 fire Damer blandt sine Medlemmer.
121




