DetKongeligeTeater

lægger Mærke til, at tyrkiske Kostumer optræder i stort Tal —

i Overensstemmelse med, at den Tids Smag med Forkærlighed

krævede tyrkiske Sujetter, baade paa Scenen og i Musikken. Be

holdningerne af Kostumer efter disse to Inventarier er naturligvis

kun en Brøkdel af, hvad de er nu; siden er tusinder og atter tusin

der Dragter kommet til, en Del er ogsaa gaaet ud, og i de mægtige

Samlinger, Teatret nu raader over, er det ikke let mere at identi

ficere de enkelte Stykker fra de to klassiske Inventarier. I alt

væsentligt har man i vor Tid kun Traditionen at bygge paa for

Garderobens Vedkommende, og den siger, at f. Eks. de ældste

Dragter i Damegarderoben har været i Teatrets E je fra Holberg-

Tiden, hvilket jo betyder, at de er omkring

200

Aar gamle.

Disse Dragter, der stadig bruges i Holberg-Forestillingerne, er

rene Pragtstykker i svær Silke og dejligt Brokades-Haandarbejde.

I Almindelighed plejer man jo ikke at regne med, at Dame

kjoler opnaar nogen høj Alder, men staar man overfor disse Kle

nodier, er det let at se, hvorfor de har kunnet det: Stoffets Kvalitet

er saa svær og saa gediegen, at der ikke fremstilles Magen dertil

mere. Tiden er praktisk talt gaaet sporløst hen over disse R ig

domme; Farverne er maaske blevet en Kende mere douce end

de oprindeligt har været, men de er utvivlsomt tifold skønnere

nu, navnlig i Rampelysets Skær.

Kostbarhedernes Tal er stort i Teatergarderoben, og Mindernes

ikke ringere. En af Damegarderobens største Helligdomme har

ingen Værdi maalt i Penge, men saa meget des mere set paa

teaterhistorisk Baggrund. Det er den enkle, lyserøde Bomulds

kjole, Johanne Luise Heiberg bar, da hun i

1835

spillede Maria

i »Alferne«; skønt den senere har været brugt adskillige Gange

ved Vaudevilleopførelser, er den smukt bevaret. Det er heller

ikke kunstneriske eller udstyrsmæssige Egenskaber, men derimod

Minderne, der giver et af Herregarderobens berømteste Klæd

ningsstykker, de saakaldte Gielstrup-Bukser, særlig Værdi. De

blev i sin Tid syet til den store Skuespiller, da han skulde spille

Jeppe paa Bjerget, og er gaaet i Arv til de senere Fremstillere

af denne Rolle: Lindgreen, Phister, Olaf Poulsen og nu tilsidst

Henrik Malberg. Lappede og stoppede er de i det uendelige, men

endnu slaar i Linningen, som en Art Adelsmærke, Gielstrups Navn.

1 6 5