92 / 360
Rdl. og derfor navnlig gennem sin Præses Re v e n t l ow var
ivrig for, at Stiftelsen forblev paa Blaagaard og forenedes
med dettes Seminarium.
Her overfor gjorde Direktionen i 1797 gældende, at Op
holdet paa Blaagaard fra først af kun havde været betragtet
som en foreløbig Nødhjælp, og a t Anlæg af Apotek og Bog
lade saa langt borte vilde umuliggøre disses Bestaaen. Hvad
det angik at knytte Skolen til Seminariet, ansaa Gude det
for saare uheldigt, »efterdi Vaisenhusets Pigebørn var i den
kritiske Alder og Seminaristerne i den fyrige Alder.«
Af disse Grunde erklærede Ku r a t o r e r n e , a t Stiftelsen
overhovedet intet burde betale af de til Indrettelsen paa
Blaagaard gjorte Bekostninger ud over, hvad Stiftelsen kom
til a t eje, f. Eks. Inventaret; hele Spørgsmaalet var efter
deres Mening et Lejespørgsmaal, Lejen maatte Stiftelsen
selvfølgelig betale, men heller ikke mere. Vajsenhusets juri
diske Konsulent Sekretær H of t v e d vilde lade Sagen afgøre
ved Proces, som det i saa Fald maatte tilkomme Rente
kammeret at anlægge. Saa vidt kom det dog ikke, da Kan
celliets Præsident Br a n d t , der jo ogsaa var Præses for
Vajsenhuset, vilde have Spørgsmaalet afgjort i Fredelighed,
og omsider udjævnedes Meningsforskellen i 1804 derhen, at
Kongen af særdeles Naade fritog Stiftelsen for at betale
de omstridte 8072 Rd. 75 Sk. mod til Gengæld a t betale
Inventaret samt en aarlig Leje af 500 Rdl. til Blaagaard,
alt til et samlet Beløb af 2985 Rdl. 32 Sk.
Vajsenhusets Ophold paa Blaagaard var imidlertid alle
rede nogle Aar i Forvejen ophørt.