167 / 390
Hans Olrik.
Langsomt fik man Borchs kollegium genopført. Først
istandsatte man portnerboligen, dernæst selve kollegiet. I det
hele blev det indrettet som det forrige, men langtfra så pragt
fuldt og rigt udstyret, blandt andet manglede nu frontespicen
med Kristian Vs b y ste1). Det varede noget, inden alumnerne
mødtes i det gamle hjæm; flere blev længe borte, som regn
skaberne viser, nogle vendte slet ikke tilbage. F ra 1731 var
der atter orden, de nye boghylder blev efterhånden fyldte, dis
putatserne hørtes igen, nye alumner samledes til andagt foran
Borchs krucifiks, og slægt efter slægt studerede atter i de rum
melige værelser, deriblandt mange, der senere skulde skrive
deres navne i Danmarks historie. Pedanteri og pietisme har
vel haft hjæmsted her side om side; en ny tid spirer frem, der
udvikler sig et fyldigere samliv mellem alumnerne, som da de
i fællesskab overleverer Holberg deres digte; Eilschow vækker
overordenlig opsigt langt ud over alumnernes snævre kreds ved
sin kamp for modersmålet; så møder vi tidsrum, der karak
teriseres ved alumner som N. E. Balle og Claus Frees Horne-
mann (begyndelsen af 70erne), Fr. Sneedorff og Rasmus Nyerup
(begyndelsen af 80erne), oplysningens overfladiske fornuftmæssig-
hed sætter sine mærker blandt kollegiets beboere, og det gryende
åndelige liv giver også her tanken højere flugt og følelsen
ædlere varm e: kort sagt, tidernes skiftende ejendommeligheder
har genspejlet sig i det stille, tilsyneladende så ensformige
kollegieliv, som fortsattes uforstyrret, indtil en ny ødelæggende
ildebrand ved bombardementet 1807 bragte en lang afbrydelse.
*) Se atbildningen i
L. Thurahs
Hafnia hodierna. D et synes oprindelig
at have været hensigten at udstyre kollegiet med en ny frontespice, jfr. Regnsk.
1730— 31 : Tømmermesterens reigning for at tillu kke med breder hvor F ronti
Spitium s k a l v æ r e 8 rdl.