56 / 290
om de første og store Krav, som Fæ d r e la nd e t maatte stille overfor
enhve r. Man havde i den S omm e r lagt Mærke til den Alvor, som
p rægede Carl J., men h a n s .A l v o r v a r ikke m ind s t paa B ry llupsdagen ;
i sin Tale for B rud ep a r r e t kom Pro fesso r Ba smu s Nielsen ogsaa til at
b e rø re det. Carl J. va r ikke i Tvivl om sit Valg eller om Værd ien
af den Hustru , han sku lde hjemføre, men det va r det skønn e T ræk i
Jacob sen s Karak te r, at Ansvarsfølelsen
va r levende hos h am og at Livets al
vorlige Øjeblikke g reb h am dy^bt. P a n
den k u n d e faa den betænkelige Bynke,
saaledes som vi saa ofte ser det paa
Billede rne af ham , ikke m i nd s t fra de
sene re Aar.
Der gives os næs ten Vished om,
hvad de r da rø rte sig i han s Sind,
ved de bevægede Ord, som h an efter
25 Aars lykkeligt Æg teskab som Sølv
b r u d g om sk rev til sin Søn Helge og
til de and r e Bø rn fra Berlin : Da jeg
idag for 25 Aar siden førte m in B rud
h jem som m in Hustru , da v a r een
Tanke h e r s k end e i m it Bryst:
at Vor
herre vilde give sin Velsignelse til vort
Ægteskab.
Unde r Tro, u n d e r Tvivl,
u n d e r Anfægtelser stod det k la rt for
m ig , at He r ren s Velsignelse v a r det Eneste, jeg kund e attraa, va r det
Eneste, hvo rpaa jeg k u n d e bygge. Det va r mig de rfo r ligesom et lyk
keligt Varsel, at P rovst Hall, som viede os, i sin skønne Brude ta le tog
Herrens Velsignelse
som Tekst og u n d e r Bøn om d enne viede h a n Din
Moder og mig. Den Dag idag er m in Bøn til He rren , at h an vil give
sin Velsignelse til vo rt Æg te skab , til m in Ge rn ing i Ve rden og til
m in e Børns Gerning.
Det, som jeg h a r tænk t paa, n a a r jeg bad om
Hans Velsignelse for
m in
Gerning , h a r h an givet mig. Jeg h a r set større
F rug te r af min L ivsv irksomhed , end jeg for 25 Aar siden tu rd e d r ømm e
— 45 —